Godmorgen og velkommen til dagens morgenbriefing.
I dag kan du læse om Netcompanys nye polske kontor, en Aarhus-virksomhed med ny CEO, et Spotify-opkøb og mere til.
Dagens nyheder er bragt af Kristoffer Ingemand.
Fortsat god torsdag og god læselyst.
Netcompany slår dørene op for nyt kontor
Netcompany slår nu dørene op til nyt hovedkontor i Polen.
Det skriver selskabet i en meddelelse.
Kontoret i Warszawa var det første, selskabet i sin tid åbnede uden for Danmarks grænser.
Siden da har Netcompany fået over 500 medarbejdere på kontoret i Warszawa. Den voksende medarbejderstab har betydet, at Netcompany er vokset ud af det gamle kontor og derfor flytter selskabet polsk hovedkvarter.
”Jeg ser meget frem til at kunne bruge vores nye hovedkontor i Warszawa, hvor vores medarbejdere vil få spritnye og topmoderne faciliteter,” siger administrerende direktør for Netcompany, André Rogaczewski, i meddelelsen.
Netcompanys nye hovedkvarter ligger lige ved siden af metrostationen Wilanowska i Warszawa i P180-kontorbygningen.
Aarhus-virksomhed skifter CEO og vil satse internationalt
Selskabet Accurankers skifter CEO.
CEO og grundlægger Henrik Jørgensen overlod 1. oktober stafetten til Mads Peter Olsen. Mads Peter kommer fra en stilling som Chief Strategy Officer i Groupm Nexus Nordic.
Det skriver Accurankers i en meddelelse.
Det sker som et led i en satsning på international udvidelse.
”Mads Peter er den helt rigtige til at løfte opgaven med at drive AccuRanker fremover. Mads Peter har stor ledelses- og forretningsmæssig erfaring, samtidig med, at han kender vores branche indgående. Med Mads Peter ved roret, er jeg sikker på, at Accuranker vil vokse til det store, internationalt anerkendte brand, som det fortjener,” siger den afgående direktør i meddelelsen.
Dansk Erhverv ser med bekymring på nye tal om SMV’er
I en ny rapport fra Erhvervsstyrelsen bliver det konkluderet, at en stor del af landets små og mellemstore virksomheder – eller SMV’er - har dårlig it-sikkerhed.
44 procent af SMV’erne har et for lavt sikkerhedsniveau i forhold til deres sikkerhedsprofil.
Og det skaber bekymring hos Dansk Erhverv.
Det skriver Janus Sandgaard, digitaliseringspolitisk fagchef hos Dansk Erhverv til Computerworld.
”Vi læser tallene med bekymring,” skriver han.
Han mener, at SMV’er bør søge hos SMV:Digital-puljen, hvor selskaber kan få 50.000 kroner til digital sikkerhed.
Spotify køber Dublin-selskab
Spotify har opkøbt det Dublin-baseret Kinzen, et firma, der arbejder med at identificere skadeligt indhold på platformen.
Det skriver Reuters.
Det sker for bedre at håndtere skadeligt indhold på Spotify.
"Kinzen tilbyder en kombination af værktøjer og ekspertise til at hjælpe os med bedre at forstå indholdet på vores platform og nye misbrugstendenser," sagde Sarah Hoyle, Spotifys chef for tillid og sikkerhed til mediet.
Der er fortsat læserundersøgelse hos Computerworld
Vær med i Computerworlds læserundersøgelse, som stadig er i gang. Det tager kun fem minutter, og din mening er med til at gøre sitet bedre. Du deltager lige her.
Klik her for at deltage i undersøgelsen og hjælp redaktionen med at gøre Computerworld.dk bedre.