Shawn Fanning, som stod bag teknologien bag det første stort udbredte fildelingsnetværk Napster, har startet ny virksomhed. Det skriver Cnet.
Med cirka 60 millioner kroner i venturekapital samt mindst et af de store pladeselskaber i ryggen har han startet selskabet Snocap, som vil forsøge at gøre fildeling til en stueren forretning.
En af grundteknologierne I Snocap bliver en ny type "fingeraftryksteknologi" fra Philips, som identificerer et stykke musik baseret på dets unikke lyd-karakteristika.
Dette aftryk matches så med et sæt brugerregler fra ophavsretshaverne, og gør det muligt at opkræve betaling for brugen.
Snocap vil dog ikke selv distribuere musik, men vil stå som det teknologiske bindeled mellem eksempelvis fildelingstjenester og musikbranchen.
Aftale med stort pladeselskab
Universal Music Group tror på ideen og er allerede i gang med at lægge hele sit musikkatalog ind i Snocaps databaser. Selskabet forhandler med andre pladeselskaber, skriver nyhedstjenesten.
Samtidig mener Shawn Fanning, at det vil være muligt på legal vis at udnytte en af de egenskaber, som gjorde Napster så populær, nemlig at brugerne deler indhold, som pladeselskaberne ikke stiller til rådighed. Eksempelvis piratoptagelser og sjældne, ældre plader, som ikke længere er i handlen.
Snocap vil gøre det muligt for ophavsrettighedshaverne til denne type musik at identificere deres materiale i strømmen og dermed få en chance for at tjene på også de uautoriserede udgivelser.
Selv om en fildelingstjeneste, Mashboxx, har meddelt, at man vil alliere sig med Snocap, er en del andre skeptiske. Eksempelvis mener Michael Weiss fra selskabet bag fildelingstjenesten Morpheus, at Snocap teknologisk set er et tilbageskridt til den centrale servermodel man kendte fra den oprindelige Napster, skriver Cnet.