Artikel top billede

Den mere end en meter lange elegante lydbar kan også hænges på væggen. Fås også i sort stof. (Foto: Harman PR)

Her får du pæn lyd uden en subwoofer: "Jeg fristes næsten til at kalde den en gentlemans lydbar'

Test: Harman Kardons nyeste bud på en lydbar er tynd, kan hænges på væggen og pakket ind i flot stof med lækre metal-detaljer. Den ser godt ud og leverer varen i vellyd, når det fordres af den.

Endnu en lydbar, der er nydeligt designet, er smal og tynd – smedet til at flankere dit flad-tv med uhørt god lyd.

Det bliver vi lovet ofte, men her er der vægt bag ordene.

For Harman Kardon Citation Multibeam 1100 er virkelig nydeligt pakket ind i gråt (fås også i sort) stof. Det lyder ret kedeligt, men i virkeligheden er det underspillede look mere end godkendt til designer-hjemmet.

Jeg fristes næsten til at kalde den en gentlemans lydbar.

Dolby mig her, der og alle vegne

Harman er ikke mindre end tilsvarende konkurrenter. Den måler hele 1,15 meter i bredden og 13 centimeter i dybden, men pointen er, at den er flot pakket ind og derfor ser rimelig tilforladelig ud.

Under det flotte stof gemmer sig surround-processor, der reelt klarer alle de formater, som du har brug for. Også Dolby Atmos.

Den er bestykket med hele otte bashøjttalere og tre diskanter – heraf to opadrettet, så der kan leveres Dolby Atmos lyd.

Så der er virkelig sat alle sejl til for at give masser af lyd uden subwoofer.

Fraværet af en subwoofer er en tiltagende – og i min optik – lidt kedelig tendens. For ingen kan levere det basdrøn, som en stor højttaler-enhed kan.

Fyldig lyd uden subwoofer

Og du får da heller ikke mavemasserende basdrøn og et gulv, der skælver, når du ser en blockbuster-film.

Men mindre kan gøre det – i hvert fald i det meste af dit tv-liv. Og på det punkt hæver Citation 1100 sig over konkurrenterne med en meget fyldig lyd.

Til tider er der endda ægte bas, som jeg kan mærke i sofaen tre-fire meter væk. Det er altså ikke dagligdag for en lydbar på 6.5 centimeter i højden. Bassen er ikke voldsom, men meget tilstedeværende.

Det er ganske imponerende, da det lyder uanstrengt og detaljeret.

Så måske man efterhånden har knækket nødden og fundet en genvej til stor lyd fra små højttalere?

Stor virkningsgrad

Fidusen er, at Harman leverer varen – kort og godt.

Samtidig har den indbygget automatisk rum-korrektion, der fungerer fremragende. Du kan også justere manuelt – men det bliver det ikke bedre af.

Den selvjusterende proces er imponerende, da den foregår uden brug af målemikrofon fra lyttepositionen. Tryk på knappen, vendt til den er færdig efter 20 sekunder, og du er kørende.

Surroundlyden kommer godt ud i rummet. Ikke som ægte baghøjttalere, men lydbilledet er præcist og medrivende.

Harman er en lille perle i min optik, men ikke perfekt.

Du kan tilslutte musik via AirPlay, Bluetooth og så videre – alt det du forventer.

Der er også Chromecast, men uanset hvilken forbindelse, du vælger, så lyder stereo bare ikke godt på en lydbar. Så på dette punkt er lydbaren ikke blevet bedre.

Så brug den som tiltænkt - at forbedre lyden i dit tv. Og nøjes med at justere lidt på bas eller diskant med den lille og udmærkede fjernbetjening. Resten klarer du via HDMI Arc og derfor med dit fjernsyns fjernbetjening.

Det er luksus og det betaler du for

Harman har konkurrenter, og mange af dem har også nye modeller på vej, som allerede er bestilt til test til Computerworld. Indtil de er prøvet, er denne Harman et af de bedste bud på en flot bygget, flot spillende lydbar til både Tirsdags Analysen og Spiderman.

Der var blot lige det med prisen.

Alt målt og vejet er de 7.499 kroner, der forlanges, ikke meget urimelig i forhold til indholdet i lydbarren. Både byggekvalitet og funktion i praksis.

Men det ændrer ikke ved, at det er mange penge for at få bedre lyd på dit tv.


Loading ikon