"I er intelligent, I er dygtige og I er talentfulde," lyder ordene oppe fra scenen leveret i en henført tone af aftenens vært, der tydeligt har til hensigt at nå ind til de 330 unge cybersikkerhedstalenters hjerter.
Men den tone kunne ikke være mere malplaceret på netop dette publikum.
Det er tydeligt, når man ser rundt på de unges ansigter. De er ikke er til fals for ros. Hele verdens virksomheder står i kø til særligt dem. De er sikrede jobs, og de ved det.
Der er god sandsynlighed for, at et ikke uvæsentligt antal af aftenens deltagere allerede har modtaget mere end ét job-tilbud i forbindelse med deres deltagelse i EM.
Klapsalverne udebliver dog ikke. For hver gang en taler siger ordet "cyber" klapper publikum entusiastiske.
Det er en joke, som er gået rundt mellem landsholdene i en fælles Discord-kanal.
Klappe-legen er nærmest blevet en tradition, som understreger dette miljøs forhold til bevingede ord og feel good skåltaler.
Værten begynder dog at lure systemet af klapsalver, der virker til at falde på de helt forkerte steder.
"Man skulle næsten tro, det var aftalt," konstaterer hun, og publikum bryder ud i latter.
Talerne står i kø, men det der inkasserer de største klapsalver gennem aftenen er musikken, der leveres af et mindre orkester fra scenens venstre side, som spiller mellem talerne.
Jo længere aftenen skrider frem, jo mere begynder det at summe uroligt i lokalet.
Snart er vi nået til det punkt på aftenen, hvor vinderne bliver offentliggjort.