Det amerikanske ordbogsforlag Merriam-Webster har udsendt sin liste over de ord, som flest har indtastet på forlagets internet-ordbog. Det skriver Reuters.
Det ord, som de fleste har været nødt til at få en forklaring på i 2004, er ordet blog.
For de fleste Computerworld Online-læsere vil det sandsynligvis være kendt, at blog er en forkortelse af det længere ord weblog, som groft oversat betyder en internet-dagbog.
Ældre fænomen med nyt kendeord
Termen blog er flere år gammel og fænoment har nok egentlig eksisteret lige så længe som mediet selv uden at have en selvstændig betegnelse.
Men det er først for nylig blevet kendt i den større offentlighed, ikke mindst i USA, i forbindelse med det seneste præsidentvalg.
Dels benyttede flere fremtrædende kandidater sig selv af weblogs, og dels blev uafhængige weblogs med politiske kommentarer et populært udflugtsmål for websurfere.
Den Danske Netordbog: blog substantiv en; -gen, -s, -gene. Forkortelse og hyppigt anvendt betegnelse for weblog. En art dagbog, der er tilgængelig for alle på internettet, og hvor indlæg er opført i omvendt kronologisk rækkefølge. |
Samtidig er der i de senere år blevet udbudt en række publiceringsværktøjer, mange af dem gratis, der gør tærsklen for at skabe sin egen blog - uanset tekniske forudsætninger - meget lav.
Bloggere får plads i nyhedsstrømmen
Eksempelvis var det via en blog, at rygtet om at præsident George W. Bush bar en form for højttaler eller sender under sin jakke i debatterne med udfordreren John Kerry blev startet. Siden spredte det sig også til de mere etablerede medier.
Det var også via en blog, at der først blev kastet tvivl på lødigheden af de kilder, der blev brugt en reportage om Bush?s militær-tjeneste på den amerikanske tv-station CBS.
Den efterfølgende skandale menes af mange at have været medvirkende til, at stationens fremmeste nyhedsoplæser Dan Rather forlader sin stilling til næste år.
Ifølge Reuters vil Merriam-Webster optage ordet blog som et af de nye opslagsord i den trykte udgave af ordbogen fra næste år.