Godmorgen kammerater.
Det er onsdag og datoen er 14. september.
Endnu en gang er det Qëndrim Fazliu, der har forberedt dit daglige skud morgen-briefing.
Uden at spilde yderligere tid, så lad os hoppe ud i det med det samme.
Vi starter med en flyvende udskiftning i SAS Institutes ledelse, hvor den tidligere nordiske chef er smuttet og nu er blevet erstattet.
Her er Keld Zornigs afløser som nordisk chef for SAS Institute
SAS Institute-veteranen Keld Zornig har meldt sin afgang i firmaet til fordel for posten som dansk landechef hos Fujitsu.
Nu er hans afløser på plads, og fremover er det britiske Brian Holden, der får ansvaret for den nordiske region.
Keld Zornig, der har været hos SAS Institute i 18 år, overtager tøjlerne fra englænderen Anthony Pibe som dansk landechef per 1. oktober.
Han har som bestyrelsesformand for det danske selskab været konstitueret som dansk landechef siden slutningen af april, hvor Søren Rinnov Østergaard pludselig forlod stillingen.
Det danske cyberlandshold i kamp mod 31 andre lande
Tirsdag går De Europæiske Cybersikkerhedsmesterskaber i gang i Wien.
Ditte Vinterberg Weng, der er Computerworlds helt egen udsendte, vil i den forbindelse live-blogge fra mesterskaberne i den østrigske hovedstad.
32 landshold både fra og udenfor EU vil dyste i dette års European Cyber Security Challenge (ESCS) om at blive kåret til det bedste cyberlandshold.
Mesterskaberne står på de næste to dage.
Det danske landshold består af 10 medlemmer.
Du kan følge slagets gang fra klokken 08:00 onsdag morgen på live-bloggen her.
Trifork overtager konkurrents konferencer
It-virksomheden Trifork overtager de digitale konferencer fra konkurrenten Yow! for at styrke virksomhedens globale position.
Det oplyser Trifork på LinkedIn.
Virksomheden overtager selskabet fra Skills Matter.
Trifork skriver på LinkedIn, at virksomheden er glade for at byde YOW! velkommen tilbage til Trifork-familien, der for 15 år siden var med til at stifte YOW!.
Skills Matter oplyser i den forbindelse, at selskabet nu vil fokusere på sin fællesskabsplatform og skabe globale fællesskaber til at støtte disse begivenheder.
Wall Street i årets største nedtur
Der var røde tal på skærmene på Wall Street tirsdag aften.
Det skyldes frygten for rentestigninger, men også de nye tal for inflationen i landet påvirkede tirsdag aktierne på den amerikanske børs.
Det skriver Finans.
Økonomer have regnet med, at inflationen ville falde mere, end den viste sig at gøre i august, hvilket betød, at de amerikanske aktier oplevede årets største nedtur.
Det var især vækstaktierne inden for teknologi, der var hårdt ramt, mens aktierne i energisektoren og forsvarssektoren ikke oplevede noget nær samme fald.