Med sine hornbriller, vintage-armbåndsur og evnen til at bruge ord som ?uafladeligt? og ?fornøjelse?, uden det lyder kunstigt, kunne Christian Wounlund - administrerende direktør og ejer af københavnske Buyingexperience - meget vel virke som usability?ens svar på James Stewart.
Men Christian Wounlund virker alt andet end gammeldags, når han taler om de løsninger og de muligheder, han ser for sin virksomhed og sine kunder, når det handler om e-handel og brugervenlighed.
- Jeg udspringer ikke af teknologiverdenen. Min løbebane er de gamle økonomier, og det er jeg bestemt ikke ked af, siger han med den svageste antydning af jysk accent, der måske er tydeligere i hans pragmatiske tilgang til virksomheden.
Rådgiver i kommerciel brug af nettet
Buyingexperience sætter ind på tre områder: Rådgivning i kommerciel brug af nettet, kampagnesystemer og store e-handelsløsninger. Kunderne ligger fra mellemstore virksomheder og opefter.
Det kan godt være, at det er højteknologisk og foregår på nettet, men en forretning skal bunde i en fornuftig strategi, ellers holder det ikke, mener han. Og det gælder også kunderne.
Christian Wounlunds værktøjskasse - Mobiltelefon - Bærbar computer - Outlook - Excell - Lookout - Drive - Risikovillighed - Forretningsforståelse - Kollegaer - Forretningspartner Line Ghisler - Kunder |
Med en baggrund som økonom fra Århus Universitet og erfaring fra stillinger som for eksempel finanschef hos Arla, er han er vant til at arbejde med endog meget store tal.
- Det var egentligt et absurd spring. Jeg gik fra en karriere på skinner og har været vant til at jonglere med milliardbeløb. Men det her er på mange måder mere alvorligt, fordi jeg ikke længere har så stor en professionel distance, siger Christian Wounlund.
Han mener selv, at den største risiko, han har taget, var at etablere firmaet i 2000. Markedet var der, mulighederne og kunderne var der, og det var bare om at gå i gang, selv om it-branchen tog et gevaldigt dyk, vurderede han.
Drive og villighed
På listen over arbejdsredskaber sætter han derfor krydser veddrive og risikovillighed. Og skriver selv forretningsforståelse på listen over personlige egenskaber.
Buyingexperience ligger, hvor det har ligget hele tiden, nemlig på fjerde sal i en baghus på Nørrebro i København. Lokalerne er pæne, men tilpas rå og er hverken dot.com- eller undergrundsagtige.
Christian Wounlund kan ikke undvære sin mobiltelefon og laptop.
- Jeg bruger nok min bærbare på en lidt anden måde end de fleste. Jeg sidder stadig med min kommandolinje og skriver, hver gang jeg skal starte Word, siger han og ved godt, at det lyder lidt nørdet.
Han kan faktisk kode lidt, men fortæller, at hans udviklere ikke er enig med ham i dén vurdering. Han har hurtigt overstået listen over softwareprogrammer.
- Outlook og Lookout. Det er der, jeg arbejder. Punktum. Jeg har tre gigabyte mails, som jeg kan søge i. Det er mit arkiv. Og Powerpoint nogle gange, forklarer Christian Wounlund.
Han er ikke en af den slags chefer, der er ?på? hele tiden og som har svært ved at kappe navlestrengen til kontoret.
- Vi har i perioder arbejdet for meget, og det har jeg ikke lyst til, for det kan man ikke holde til i længden. Min telefon ringer ikke uafladeligt, men ringer kunderne til mig om aftenen, så tager jeg den, og det er jo også en del af fornøjelsen, siger han.
Selvkørende direktør
Det er tydeligt, at Christian Wounlund sætter pris på de mennesker, han har omkring sig. Men Buyingexperience kunne godt bruge nogle flere hoveder, mener han.
- Det ville være fedt at have en sekretær. Jeg kunne sagtens beskæftige en, men man skal lære at gøre tingene selv. Det er forskellen mellem at være i en stor og en mindre virksomhed. Her skal man være selvkørende, forklarer Christian Wounlund.
- Min forretningspartner Line Ghisler er også vigtig for mig og resten af virksomheden, siger Christian Wounlund, mens han omhyggeligt skriver et ?er? efter kollega på listen.
- Man bliver udviklet som leder på en helt anden måde, når man har sin egen virksomhed, Jeg kunne faktisk også skrive kunderne på listen, for det er blandt andet fordi mine kunder er villige til at diskutere deres forretning med mig, at jeg har en stor forretningsforståelse.
Selv om han ikke vil arbejde for meget, lægger han mellem 50 og 55 timer om ugen i virksomheden. Resten af tiden knokler han også. Enten ved at køre mountainbike eller med at sætte det nyindkøbte hus i stand, inden hans kone Vibeke nedkommer med Anne-Louise, som er navnet på den ufødte datter.
Adstadigt vokseværk
På hjemmesiden står der at firmaet har 12 ansatte. Det passer ikke. Buyingexperience vokset med endnu tre, og flere er på vej, for Nørrebro-firmaet har vokseværk. Men det er en lang og svær proces, for det skal ikke være hvem som helst.
- Man skal være meget ambitiøs med at sætte det rigtige hold, ellers har man ikke en chance. Når man tager folk ind, skal man virkelig se efter, om de er dygtige nok. Der har jeg undervejs lavet eklatante brølere, fordi jeg måske har været lidt forblændet, indrømmmer han hurtigt.
- Vi vokser stille og roligt Det er igen den der ydmyghed. Man skal være pragmatisk. Man må gerne være strategisk og visionær, især på kundernes vegne, men man skal passe på med at spænde buen for hårdt, fortæller Christian Wounlund.
Christian Wounlund mener, at branchen kan være så forhippet på vækst, at man hyrer folk, så snart det går godt, og det går ud over kunderne, fordi det bliver svært at sikre kvaliteten af løsningerne.
Netbutikker er fast arbejde
Hvert år får den danske befolkning at vide at netop i år vil julehandlen være den rambuk, der får e-handel til at slå igennem. Den slags udmeldinger er Christian Wounlund godt og grundigt træt af.
- Vi skal ikke bruge ordene ?jordskred? eller ?revolution? om e-handel. Der er en støt og kraftig vækst på det her område og nogle muligheder for at tjene nogle penge, hvis man gør det på den rigtige måde. Men man skal ikke forvente, at der er nogle lynhurtige gevinster, understreger han.
Christian Wounlund er ikke meget for at lægge forkromede femårsplaner, men ser en idé at vokse endnu mere på kampagnestyringsdelen af Buyingexperience.
- Reklamebranchen undervurderer e-mailkampagner, og luller sig ind i en tro på, at det kan betale sig at folde kuverter, siger han og ligner en, der ikke har tænkt sig at lade denne mulighed gå fra sig.
Hvad de kommende år ellers vil bringe, giver ikke Christian Wounlund søvnløse nætter.
- Jeg ønsker at skabe en større virksomhed, og i den proces må jeg jo acceptere, at jeg risikerer at løbe tør for evner. Derfor skal jeg være klar til at tage andre roller på mig, siger han.