Razer er et selskab, som de fleste gaming-interesserede kan nikke genkendende til. Virksomhedens RGB-belyste power-maskiner er en genkendelig størrelse, når der skal duelleres i 3D-spil.
Selskabet synes dog at ville udvide kundekredsen med sin nye serie, Razer Book, hvor der er tonet ned for de grafiske dyder – både i selve motorrummet og i de visuelle effekter på selve maskinerne.
Netop sådan en har jeg haft i brug i en uges tid, hvor jeg har stiftet bekendtskab med selskabets mindste og derfor også mest bærbare maskine nogensinde: Razer Book 13.
Genkendelig størrelse
Det mest iøjnefaldende ved Razer Book er uomtvisteligt det nye ydre. I stedet for selskabets matsorte metal-look, er Razer Book iklædt en aluminiumsfarvet habit, som vækker klare associationer til Apples Macbook Pro maskiner.
Jeg vil nu vove den påstand, at Book’en her er om muligt endnu mere solid og tillidsvækkende end Apples berømte maskiner. Noget af en bedrift.
Det har dog den lille ulempe, at vægten er i den høje ende for den relativ lille skærmstørrelse på 13,4”, som Razer Book byder på.
Maskinen her lander på en kampvægt på 1,38 kilo. 45 watt opladeren bidrager med 370 gram dødvægt, som gør den samlede pakke tungere, end den bør være.
Du får dog fine detaljer med for ulejligheden, for Razer Book byder en snedig detalje som et hængsel, der løfter og får tasterne til at skråne let mod brugeren samt et stærkt udvalg af porte, med tre gange USB (heraf to styk USB-C), en HDMI-udgang og en micro-SD kortlæser.
En detalje, som jeg kunne være foruden, er Razers noget studentikose logo, som er acceptabel at se på gamer-grej, men som altså virker malplaceret på en forretningsorienteret maskine. Heldigvis er logoet i det mindste ikke giftiggrønt her.
Smag og behag er naturligvis forskellige – og har du behov for at skille dig yderligere ud ved næste kontormøde, skal du da overveje at se på den hidsige pink-udgave, Razer også tilbyder.
Selskabets gamer-rødder skinner også igennem i tastaturets taster, bogstavelig talt, da disse stråler i pulserende RGB-farver, ligesom i selskabets dedikerede gaming-maskiner.
Her havde jeg gerne set, at Razer havde brugt lidt mere krudt på selve tasternes mekanisme og anvendelighed. Som de er her, er de lige lovligt lette i deres feedback og en smule mindre end standardtastaturer. Touchpad’en fungerer derimod ganske overbevisende.
Et andet sted, hvor gaming-DNA’et røbes, er i manglen på en biometrisk login-metoder. Ingen ansigtsgenkendelse eller fingeraftrykslæser risikerer at diskvalificere maskinen i mange kontormiljøer.
Fint udsyn
Når maskinen tændes, glemmer man hurtigt alt om vægten og beundrer i stedet de ultrasmalle kanter, der smyger sig omkring det 13,4 tommer store display.
Her i dagens testemne er maskinen udstyret med touch-versionen, som byder på en smule mere end standard Full HD-opløsning, takket være det lidt højere 16:10 format.
Det er ikke syleskarpt at se på, men det går an i dette format. Der da også mulighed for at konfigurere maskinen til 4K-opløsning. Maksimum-frekvensen er dog 60Hz uanset model.
Til gengæld bydes der på rigtig god kontrast og lysstyrke samt en fornuftig dybde i farverne, da 100 procent af sRGB standarden mødes.
Lærredet akkompagneres af et sæt frontvendte stereohøjttalere, som bidrager med rimelig lyd uden dog at excellere, hverken når det gælder dybde eller lydstyrke.
Solid, pålidelig ydelse
Når talen falder på Razer, forventes det, at gaming-ydelsen er i top. Det skal du slet ikke regne med her, af den simple grund, at der ikke er noget dedikeret grafikkort ombord.
I stedet må du nøjes med Core i5 eller i7 versioner af Intels 11. generations cpu’er. Begge har dog den stærkeste Iris Xe grafik indbygget, hvilket giver mulighed for at køre lettere og ældre spil med reduceret opløsning uden alt for store protester.
Dag-til-dag ydelsen i kontorprogrammer fejler heller ikke noget, om end den ikke egner sig til tungere opgaver som 4K-videoredigering eller lignende udfordringer. Hvad der også vil glæde her i sommervarmen, er køleløsningen, som synes at være yderst effektiv og støjsvag, selv i disse dage, hvor vejret slår varmerekorder.
Hvad der til gengæld kan redde en kontordag på farten, er driftstiden, som er noget af det bedste du finder i en kontor-pc. 10, måske endda 12, timer væk fra stikkontakten kan du nok godt regne med her.
To afgørende svagheder
Er det så lykkedes for Razer at skabe en overbevisende kontormaskine?
Ja og nej.
Når det gælder pålidelighed og ydelse, er Razer præcis der, hvor det skal være. Razer Book er lækker, bundsolid, mens ydelsen er fin, driftstiden er imponerende og driftsstøjen er nærmest fraværende.
Det ender dog med et nej tak herfra på grund ad to afgørende svagheder: Det middelmådige tastatur og manglende fingeraftrykslæser og ansigtsgenkendelse.
En skarp pris kunne måske friste en til at give Razer Book en chance, men med debutpris på 1.099 euro, godt 8.200 kroner, for en relativt karrigt udstyret sag med otte gigabyte ram og 256 gigabyte lager er ikke noget, der får en til at glemme svaghederne.
Dagens testemne med Core i7-1165G7, 16 gigabyte ram og 512 gigabyte lagerplads løber op i en dagspris på 1.599 euro, svarende til knap 12.000 kroner.