Lige siden nogen fik den glimrende idé at tage ens fuldblods gamer-pc med under armen, har realiteten været den, at det krævede sin mand at bugsere de mange regnekræfter.
For godt 10 år siden beviste amerikansk-singaporeanske Razer med sin Blade-serie, at bærbare gamer-pc’er ikke behøver at være tommetykke og ligne et RGB-juletræ.
Med 14 tommer-versionen beviste selskabet i 2014, at en gamer-pc tilmed kunne være en ganske kompakt størrelse.
Og nu lægger Razer op til endnu en bedrift ved at klemme markedets kraftigste hardware ned i det kompakte gamer-drøn: Blade 14.
Mød dyret
Har man set en Blade-laptop Razer, har man faktisk set dem alle.
Her er alt skåret ud af solidt, sortpræget aluminium. I Blade 14 årgang 2022’s tilfælde er dimensionerne selvfølgeligt lidt mere beherskede, mens vægten lander under de 1,8 kilo.
Det er imponerende meget hardware, man finder i Blade 14. Både grafikkort og processor er nemlig fra øverste hylde: En Ryzen 6900HX octa-core fra AMD sammen med et Nvidia RTX 3080 Ti grafikkort.
Selv nærmeste konkurrent, Asus performance-drøn Zephyrus G14, fylder mere til trods for, at den på papiret ikke helt er lige så stærk.
Det er lidt af en ingeniørmæssig bedrift, som dog bliver beskæmmet af, at det medfølgende strømadapter er en kluntet sag, der både fylder og vejer godt til (næsten 700 gram).
En anden streg i regningen er Razers giftig-grønne logo, hvis udprægede mokaï-æstetik nok vil passe bedre ind på drengeværelset end på kontorgangene.
Portmæssigt er Blade veludstyret fra Razers hånd med både to USB-C og to USB-A-porte, HDMI-udgang og et ladestik.
Selve tastaturet og touchfeltet er glimrende at arbejde med, og spilentusiasterne får naturligvis mulighed for at opsætte tasterne til at lyse op i et disko-show af forskelligfarvede lys.
Performance-monster
Mens Razer Blade 14 ikke rigtig skiller sig væsentligt ud på det ydre, er snakken en helt anden, når der fyres for spil eller andre krævende programmer.
Det er ikke overraskende AMD’s nyeste Ryzen 9-processor, der styrer slaget i motorrummet, da den er noget af det mest strømeffektive, der kan opdrives i Windows-land takket været AMD’s nyeste Zen 3+ arkitektur som her serveres i octa-core udgave.
Den kan bide skeer med stort set alt, hvad Intel kan mønstre, skulle det lige være med undtagelse af 12. generations Core i9-processorer, som får lov til at sluge noget mere strøm, og derfor kun er at finde i væsentligt større maskiner.
I forhold til spilydelse er det altafgørende dog, at grafikkortet er leveringsdygtigt.
Og du får ganske enkelt ikke kraftigere bærbar-grafikkort end Nvidias muskelsvulmende RTX 3080 Ti. Nvidias kraftigste RTX 3090 serie udkommer nemlig slet ikke i laptop-format.
Resultatet er, at du her få en maskine, der klarer ethvert 3D-spil med bravour – selv når du skruer godt op for detaljerne og de visuelle effekter.
Den imponerende performance har dog tre potentielle konsekvenser: Varme, blæserstøj og kort driftstid.
Den første hage omgår Blade 14 på fornuftig vis, mens blæserne ikke giver nævneværdig lyd fra sig, så længe der ikke fyres op i kedlerne.
Driftstiden er selvfølgelig begrænset af, at det er muskelsvulmende komponenter, man finder ombord.
Regn ikke med meget mere end fire-fem timers drift ud af en opladning – og markant kortere tid, hvis du rent faktisk gamer.
Lidt af en bedrift
Mens selskaber som Apple leverer hidtil nye niveauer, når det gælder strømeffektivitet, viser Razer her, hvordan man kan klemme voldsom og fyrig hardware ned i et kompakt kabinet.
Og så må betragtninger som driftstid og strømeffektivitet gemmes til en anden dag.
Faktum er, at man her har en maskine, man let kan tage med allevegne, men som stadig har alle de kræfter, man kan ønske sig.
Hvad koster herligheden så?
Blot 30.995 kroner i den testede udgave med 16 gigabyte hukommelse, 1terabyte lager, 165 Hz quad HD skærm og den kraftigste CPU og GPU konfiguration.
14 tommers gamer-laptops lider åbenbart også her i inflationsåret 2022.
Det ændrer dog ikke ved, at du her får en Formel 1-laptop, hvis lige ikke er set før.