Der var engang, hvor skærme kun kunne fås i et enkelt format – uanset om der var tale om tv’er eller computer-monitors.
Men så begyndte skærmene at bredde sig, givetvis i et forsøg på at få de bredde biograf-formater ud til hjemmene. 16:9 blev mest allemandseje.
Det gjaldt også på kontorskærmen, hvor man ellers skulle mene, at behovet for at se storfilm eller andre medier skulle være mindre end at få plads til flere Excel-rækker eller CAD-modeller.
Det har skærmspecialisterne fra sydkoreanske LG tilsyneladende også undret sig over, hvilket har resulteret i en spændende kreation fra deres side: Skærmen DualUP 28MQ780.
Dobbelt op
Mens de fleste skærme er i det brede landskabsformat, serverer LG DualUp sine pixels i et 18:16 format strukket over 27,6 tommer. Det svarer til to 16:9 flader på 21 tommer stablet ovenpå hinanden.
Det giver et næsten kvadratisk format, som vil glæde dem, som vil mere albuerum for oven eller neden af skærmen – eller bare have to vinduer oven over hinanden.
Billedmæssigt diskes der op med lækkerier såsom et kalibreret DCI-P3 farverum, HDR 10 farver og kontrast på over 1000:1.
Det aparte format giver en opløsning på 2.560 gange 2.880 pixels – altså Quad HD-opløsning på den ene led og 5K opløsning på den anden. Det svarer til en pixeltæthed på rimelige 140 PPI.
Fine tilslutningsmuligheder
Bag på den atypiske skærm finder du et solidt udvalg af ind- og ud-porte: Her er to gange HDI, en DisplayPort samt tre USB-C porte, hvoraf den ene kan levere 90 watts strøm til din laptop.
Ergonomien er også i højsædet og leveres af en fod med en indbygget svingarm, der gør det let at indstille skærmen i den helt rette højde og vinkel.
Inde i skærmen er også stereohøjttalere, der leverer to gange syv watts effekt.
Snarlig debut
Selvom skærmen allerede blev præsenteret tidligt på året ved CES-messen i Las Vegas, bliver den først tilgængelig herhjemme fra 1. juli.
Her skal der regnes med en debutpris på 5.990 kroner, når skærmen får sin salgsstart.