Artikel top billede

(Foto: Unsplash)

Kryptoplatforme ramt af kursfald og store fyringsrunder - er der en kryptovinter på vej?

Store fyringsrunder og enorme kursfald har ført til pessimisme i en kryptobranche, der indtil nu ellers har været præget af opportunisme og guldgraver-mentalitet. Mange frygter for en truende kryptovinter, og ifølge en ekspert er mange krypto-investorer blevet ramt af hybris.

Prisen for én bitcoin er ganske vist stadigvæk astronomisk høj, når du sammenligner med prisen for 10 år siden.

Men kigger vi på kursudviklngen det seneste år, så er trenden, at kryptobranchen i øjeblikket ser ud til at være blevet ramt hårdt af stigende renter og øget pessimisme på markederne, hvor der øjnes en recession i horisonten.

Efter mange år med højtflyvende optimisme og guldgravermentalitet tales der i branchen nu ligefrem om, at vi i øjeblikket er på vej ind i en såkaldt kryptovinter, hvor markederne kan fryse til i en længerevarende periode

Således er bitcoin-kursen dykket med næsten 70 procent siden den ramte sit højdepunkt i november 2021, hvor en enkelt bitcoin kostede lige knap 68.000 dollar.

Samme tendens har vi set med den populære Ethereum-valuta, der i løbet af det seneste år har oplevet fald i samme i størrelsesorden.

Brugerflugt

Men også de mange kryptoplatforme, som har lukreret på et boomende kryptomarked, oplever ifølge den amerikanske avis Wall Street Journal i øjeblikket faldende brugeranta.

Det betyder ifølge Techcrunch, at flere selskabet i løbet af den seneste uges tid har hevet i nødbremsen og iværksat større fyringsrunder.

Blandt andet har det højtprofilerede Crypto.com, der blandt andet er kendt for sine tv-reklamer med Hollywood-stjernen Matt Damon, meddelt, at den planlægger at reducere medarbejderstaben, der i øjeblikket består af 250 ansatte, med fem procent.

BlockFi, en af de andre store kryptoplatforme, vil reducere medarbejderstaben på 850 ansatte med 20 procent og sidst men ikke mindst har den store kryptoplatform Coinbase, der ifølge Techcrunch havde 1200 ansatte ved årsskiftet meddelt, at den vil reducere antallet af medarbejdere med 18 procent.

Gigantisk underskud

Fyringsrunden hos Coinbase kommer umiddelbart efter, at selskabet i maj offentliggjorde sit regnskab for første kvartal, der viste at selskabet i årets første tre måneder havde et underskud på mere end tre milliarder kroner.

I en mail til personalet, forklarede Coinbases topchef Brian Armstrong i sidste uge fyringsrunden med, at selskabet reber sejlene og forbereder sig på en mulig recessionen.

“Det er svært at forudse økonomien og markederne og vi planlægger derfor altid efter det værste, så vi kan få virksomheden gennem et hvert tænkeligt situation,” skrev han ifølge amerikanske CNBC i mailen til medarbejderne.

Tesla har tabt millairder

Også elbilsproducenten Tesla med Elon Musk i spidsen har gennem den seneste tid måtte inkassere massive tab på baggrund af kryptoinvesteringer.

Selskabet meddelte således i 2021, at den havde investeret 1,5 milliarder dollar (knap 11 milliarder kroner med den nuværende kurs, red) i bitcoin, men ifølge hjemmesiden Bitcon Treasuries, der følger værdien af en række selskabers bitcoinbeholdningen, er Teslas beholdning nu blot 880.000 dollar værd.

Det svarer således til, at Tesla vil lide et tab på 4,3 milliarder kroner, hvis beholdningen skulle realiseres nu.

Alex Thorn, forskningschef for det krypto-fokuserede investeringsselskab Galaxy Digital Holding, vurderer over for Wall Street Journal at de finansielle markeder efter mange år med fremgang i øjeblikket bliver ramt af hybris.

"Vi har set en masse grådighed og uholdbare forretningsmodeller, og en masse gearede investeringer inden for krypto. Det er ved at kollapse nu,” siger han til Wall Street Journal.