Jobbetegnelsen særlig rådgiver har en dyster klang af blodfattige mappebærere, der udøver deres mørkegerninger i en dunkel verden af gustne hensigter. Hvis de da ikke – med en kombination af guddommeligt overblik og rå intimidering – styrer toppolitikere som brikker i et spil skak.
Virkeligheden er imidlertid mere triviel.
På tomandshånd beretter særlige rådgivere ganske vist ofte om den nærmest berusende fornemmelse man får af at sidde midt i begivenhedernes centrum. Men også om vanvittigt hårde og komplet uforudsigelige arbejdsdage, hvor medier, politiske modstandere og verden i almindelighed sjældent er så venlige at agere, som man havde håbet.
Det er småt med gode bøger om emnet på dansk, men i stedet er et godt bud The Secret Life of Special Advisors af den britiske journalist Peter Cardwell, der har arbejdet som særlig rådgiver for fire ministre.
Her deler han ud af mange års erfaring fra det britiske magtcentrum og giver gode råd om, hvordan man i praksis overlever i en verden præget af benhård magtkamp, rå egeninteresse og ofte uigennemskuelige dagsordener.
Samtidig fremstår hans beretning som en ærlig og ofte underholdende gennemgang af, hvordan hverdagen i virkeligheden ser ud betragtet fra spindoktorens varme stol.
Hvilket gør den til oplagt læsning i en sommerferie, hvor folketingsvalget venter lige rundt om hjørnet.
Titel: The Secret Life of Special Advisors / Forfatter: Peter Cardwell