Artikel top billede

(Foto: Colin Bamford)

Liverpool og Manchester City elsker dansk it-virksomhed: Veo Technologies henter en halv milliard i ny kapital

Det danske fodboldkamera-startup Veo Technologies har landet en kæmpe investering på 550 millioner kroner.

Danske Veo Technologies, der udvikler intelligente sportskameraer, har fået tilført 550 millioner kroner i frisk kapital fra en række store investorer.

Det skriver Børsen.

Det er blandt andet Chr. Augustinus Fabrikker, Ventech, Seed Capital og ATP, som i denne omgang har investeret i Veo Technologies.

”Vi er glade og stolte. Det er en anerkendelse fra de deltagende investorer, som går ind i det med et langt perspektiv. Nu skal vi fortsætte væksten. Markedspotentialet er enormt,” siger Henrik Teisbæk, administrerende direktør i Veo Technologies til Børsen.

Veo Techologies har udviklet et særligt kamera, der kan optage og efterfølgende analysere fodboldkampe.

I det seneste regnskabsår havde Veo Technologies et underskud på knap 100 millioner kroner, men selskabet har netop lanceret en ny version af sit kamera, Veo Cam 2, som Henrik Teisbæk har store forhåbninger til.

Interesse fra fodboldgiganter

Henrik Teisbæk oplyser til Børsen, at der allerede er stor efterspørgsel af kameraet kameraet i både breddesporten og hos verdens største fodboldklubber som Liverpool, Manchester City og Chelsea.

Veo Technologies er for nylig flyttet ind i helt nye lokaler på Rovsingsgade i København, hvor det fremadstormende selskab har overtaget en moderniseret tidligere lagerbygning, som tidligere har været brugt af auktionshuset Lauritz.com.

Selskabet er stiftet Henrik Teisbæk, Jesper Taxbøll og tv-manden Keld Reinicke, og som bestyrelsesformand har Veo Technologies den tidligere Milestone-topchef Lars Thinggaard.

Det var angiveligt Keld Reinicke, der ellers er mest kendt for at have været med til at skabe TV2 Zulu og DR2, som fik ideen til selskabet, da han kom for sent til sin søns fodboldkamp og derfor ikke så, da sønnen scorede.