Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: Her er de fem nye bestyrelsesmedlemmer for DI Digital / Coding Class bliver lanceret i Grønland / Toke Kruse-selskab får ny topchef / Facebook betaler skattebøde på over 100 millioner euro til Frankrig / Tencent tæt på at købe spilfirma

Morgen-briefing: Her er de fem nye bestyrelsesmedlemmer for DI Digital. Coding Class bliver lanceret i Grønland. Toke Kruse-selskab får ny topchef. Facebook betaler skattebøde på over 100 millioner euro til Frankrig. Tencent tæt på at købe spilfirma. Kinas svar på MobilePay gør klar til børsnotering.

Godmorgen!

Få ting er sikre her i livet, men sikkert er det, at når en ny hverdag gryr, så lander der en morgen-briefing fra Computerworld i din indbakke.

Hermed følger tirsdagens første it-nyhedsoverblik.

Her er de fem nye bestyrelsesmedlemmer for DI Digital

DI's branchefælleskab for it-, tele-, elektronik- og medievirksomheder, Di Digital, har valgt fem nye bestyrelsesmedlemmer.

De fem nye bestyrelsesmedlemmer er som følger:

- Monika Juul Henriksen, topchef i Visma Enterprise
- Henrik Ernlund Pedersen, country manager for Denmark & head of public sales nordic i SAS Institut
- Sahra-Josephine Hjorth, medstifter for CanopyLAB
- Michael Hjertebjerg, sales development manager for Universal Robot
- Lars Thinggaard, bestyrelsesformand hos Veo Technologies

DI Digitals bestyrelse består nu af 21 virksomhedsmedlemmer.

Coding Class bliver lanceret i Grønland

Sammen med Tele Post (Tele Greenland) har IT-Branchen taget initaitiv til at bringe Coding Class til Grønland.

Det oplyser IT-Branchens direktør for politik og kommunikation, Mette Lundberg, til Computerworld.

I uge 41 vil to 7. klasser fra Ukaliusaq kører det første forløb på deres skole og i uge 43 yderligere to 7. klasser fra Kangillinnguit. Efter en evaluering er målet at bringe projektet fra Nuuk til flere skoler og kommuner i Grønland.

IT-Branchen lancerede Coding Class i 2016, og siden har mere end 10.000 børn har til dato været med i projektet.

Toke Kruse-selskab får ny topchef

Jesper Vraa Hendriksen bliver ny topchef for Paperflow, der er stiftet af Toke Kruse, som sidenhen har skiftet navn til Werner Valeur.

Det oplyser Werner Valeur på Linkedin.

"Han har årtiers erfaring med it- og software-selskaber, samt ledelse, så det er med ro i maven og fanen højt, når jeg her gir' 'nøglerne' videre til et af mine kometselskaber," skrive Werner Valeur om Jesper Vraa Hendriksen og fortsætter:

"Alt lyder rosenrødt (vi er jo iværksættere...), men jeg skal også her være ærlig at indrømme, at kombinationen af et tiltagende antal kollegaer, kunder i 25 lande og en corona oven i hatten, har vejen hertil ikke været walk in the park. Så tro ikke, at det har været uden modstand, sved på panden og bølgeskvulp. Men det har også været pissesjovt (og nervepirrende)."

Jesper Vraa Hendriksen kommer fra en stilling CDO i svenske Ework Group.

Facebook betaler skattebøde på over 100 millioner euro til Frankrig

Facebook har indviliget i at betale en skattebøde på 104 millioner euro - svarende til omkring 775 millioner kroner - til den franske stat.

Det oplyser Reuters.

Skattebødens beløb inkluderer desuden en straf på 22 millioner euro, hvilket svarer til 164 millioner kroner, som er relateret til Facebooks regnskaber før 2018.

Tencent tæt på at købe spilfirma

Kinesiske Tencent, der beskæftiger sig med sociale medier, gaming og en lang række andre internetbaserede services, er ved at købe Leyou Technologies.

Det skriver Bloomberg.

Ifølge mediet diskuterer de to selskaber en pris på mellem 3,30 og 3,40 hongkong-dollar per Leyou-aktie.

Ingen af virksomhederne har ønsket at kommentere sagen over for Bloomberg.

Kinas svar på MobilePay gør klar til børsnotering

Alibaba-stifter og Kinas rigeste mand, Jack Ma, gør klar til at børstnotere selskabet Ant Group, som står bag betalingsløsningen Alipay i Kina og Hong Kong.

Det skriver det norske medie Dagens Næringsliv.

Der forventes en aktieemmision på 30 milliarder dollar dollars - svarende til omkring 189 milliarder kroner - og dermed vil børsnoteringen af det kinesiske svar på MobilePay sætte rekord for højeste aktieemmison nogensinde.

Alipay har 1,3 milliarder brugere på verdensplan, og størstedelen af dem bor i Kina.