Fremgangen fortsætter for fulde sejl for danske 7N, hvis omsætning i 2021 steg med næsten 200 millioner kroner i forhold til året før.
7N landede i 2021 nemlig en omsætning på 1,2 milliarder kroner, viser selskabets netop offentliggjorte års-regnskab.
Det svarer til en stigning på 18,4 procent på et år - samt en stigning på hele 53 procent i omsætningen over de seneste fem år.
7N landede i 2021 et driftsoverskud (ebitda) på 53 millioner kroner og en bundlinie med et solidt plus på knap 37 millioner kroner - nærmest på beløbet det samme overskud som i 2020.
Det er et lille år siden, at 7N-stifter Jeppe Hedaa overlod direktør-rollen til den da blot 42-årige polak, Sebastian Podlesny, som blev hentet internt efter at have arbejdet næsten 15 år i 7N.
Den nye direktør skriver i selskabets nye årsrapport, at 7N i 2021 beskæftigede 1.600 konsulenter hos næsten 200 kunder i 20 lande.
“Behovet for høj-kompetente it-folk accellererer i takt med at evnen til at implementere ny teknologi og skabe forretningsværdi gennem it bliver hæmmet på grund af manglen på interne kvalifikationer,” lyder det fra Sebastian Podlesny i regnskabsberetningen.
Ser vi på væksten i omsætningen, så har der især været gang i udviklingen i 7N’s forretninger i Finland og USA.
Den danske forretning er vokset med 17,1 procent, mens den polske forretning er vokset med 14,5 procent.
Forretningen uden for disse to hovedmarkeder er vokset med hele 38.5 procent, meddeler 7N. Og den vækst er ‘især drevet af Finland og USA.’
Hele 98 procent af omsætningen hentes fra eksisterende kunder.
7N forventer, at væksten fortsætter gennem 2022. Her lyder forventningen på en organisk vækst på mellem 8,5 og 12,5 procent.
Den skal “drives af et øget antal konsulenter beskæftiget hos eksisterende kunder,” meddeler 7N.
Selskabet peger på, at det forventer, at samtlige store kunder bliver i folden gennem hele 2022.
Du kan læse interview med direktør Sebastian Podlesny på cw.dk senere i dag.