Har du været på udkig efter et grafikkort i de seneste par år, har du utvivlsomt bemærket, at priserne har været opskruede.
Særligt beskæmmende er det, at producenterne i samme periode talte om vejledende priser, der ikke havde noget hold i virkeligheden, når forhandlere, producenter, grossister og mellemmænd en gang har været forbi og justere prisen på de stærkt eftertragtede varer.
AMD’s nye kuld af grafikkort gør dog op med de forhold ved at skilte med den pris, forbrugerne kan forvente i butikkerne.
Og samtidig diskes der op med tre lovende kort i hvert sit segment: Radeon RX 6950 XT (high-end), Radeon RX 6750 XT (mellemklasse) og Radeon RX 6650 XT (budget).
Realistiske priser
AMD’s nye kort-kollektion er prissat til henholdsvis 1.099, 549 og 399 amerikanske dollar, svarende til 7.750 kroner, 3.870 kroner og 2.810 kroner før eventuel told og moms er medregnet.
For et kort som RX 6750 XT der ifølge AMD skal dyste Nvidias Geforce RTX 3070, kan det lyde pebret, da Nvidias konkurrerende kort officielt er prissat til 499 dollar.
Men her indvender AMD and den faktisk salgspris i butikken på Nvidias kort er på 718 dollar, hvilket får AMD’s prissætning til at se anderledes skarp ud.
Ifølge AMD’s egne tal er RX 6950 XT således 36 procent billigere end konkurrerende Nvidia RTX 3090, mens RX 6750 XT er 31 procent billigere end RTX 3070 og RX 6650 XT er 20 procent billigere end tilsvarende RTX 3060 fra Nvidia.
Hertil kan AMD’s stærkere kort bryste sig af at have mere grafisk hukommelse end deres respektive konkurrenter (i billigste udgaver) med henholdsvis 16, 12 og otte gigabyte af den hurtige GDDR6 hukommelse at arbejde med.
Performance-løft
Fælles for de tre nye kort er, at de tager udgangspunkt i eksisterende modeller og tuner deres frekvenser og komponenter, for at give et performance-løft.
Netmediet The Verge noterer dog her, at løftet er i størrelsesordenen fem til seks procent, mens der samtidig sluges en god bid mere strøm for at ramme de øgede frekvenser.
RX 6950 XT sluger således 12 procent mere strøm, mens ydelsen kun løftes med en håndfuld procent.
RX 6750 XT og RX 6650 XT sluger begge 20 procent mere end deres respektive forgængere, i 6700 og 6600 serierne.
Næsten klar fra i dag
AMD’s nye tilgang til prissætning er prisværdig, men afhænger stærkt af i hvilket omfang AMD også kan få grafikkortene hele vejen igennem salgskanalerne og ud til køberne.
Modsat mange andre lanceringer kan produkterne allerede erhverves fra i dag, eksempelvis via selskabets egen hjemmeside.
Mens RX 6950 XT er klar til den europæiske listepris på 1280,81 euro, svarende til 9.530 kroner. Omvendt er lillebror 6750 XT til 639,82 euro allerede udsolgt på amd.com, mens RX 6650 XT slet ikke figurerer endnu.