Danmark mener, at have beviser for, at det var Rusland, der stod bag et hackerangreb, der ramte øst- og centraleuropæiske kunder hos det amerikanske satellit-internet-firma Viasat.
Angrebet fandt sted 24. februar samtidig med Ruslands invasion af Ukraine, og det får nu den danske regering til at pege på den russiske regeringen som bagmanden.
"Dette angreb viser endnu engang Ruslands totale mangel på respekt for internationale regler og normer. Det viser tydeligt hvorfor der er brug for at styrke det internationale samarbejde for at bekæmpe cybertruslen," siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S) i en pressemeddelelse.
Den danske regering oplyser, at man har "troværdig information," der peger på at det var Rusland, der stod bag angrebet i februar.
"Det her er totalt uacceptabelt," fortsætter Jeppe Kofod.
"Danmark har presset på for de hårdest mulige sanktioner mod Rusland siden bvegyndelsen og det fortsætter vi med at gøre."
Angrebet var rettet mod Ukraine og påvirkede brugen af internettet for blandt andet det ukrainske militær.
Men store dele af resten af Europa var også påvirket af angrebet for få måneder siden. Det tyske nyhedsmagasin Speigel har tidligere beskrevet, at angrebet skete via en softwareopdatering, der ødelagde brugernes modemmer.
Det fik den konsekvens at brugerne af Viasat KA-SAT-tjeneste mistede deres internet-adgang.
Den danske regering skriver i pressemeddelesen, at også EU og tætte allierede vurderer, at Rusland stod bag angrebet.