Den legendariske Silicon Valley-investor John Doerr, der betegnes som en af de mest succesfulde investorer i amerikansk tech-historie, har doneret 7,7 milliarder kroner til Stanford University.
Donationen skal bruges til at etablere et nyt institut, der fokuserer på klima og bæredygtighed.
Stanford University, der ligger i Silicon Valley-byen Palo Alto har gennem tiden udklækket nogle af tidens mest betydningsfulde it-iværksættter.
Men ifølge John Doerr er vi nu på vej ind i en tid, hvor klimaforskning kommer til at afløse datalogien, som den disciplin, der for alvor kommer til at skabe forandring i verden.
”Klima og bæredygtighed kommer til at blive den nye datalogi. Det er hvad de unge mennesker af alle de rigtige grunde ønsker at bruge deres liv på at arbejde med,” siger John Doerr i interview med den amerikanske avis New York Times.
Har ejet 12 procent af Google
John Doerr vurderes til at have en formue på cirka 80 milliarder dollar, og han har opbygget sin formue gennem store og tidlige investeringer i nogle af verdens mest betydningsfulde selskaber.
Eksempelvis købte han i 1999 12 procent af Google for blot 83 millioner kroner. Til sammenligning har selskabet i dag en markedsværdi på mere end 11 billioner kroner.
Udover investeringen i Google har han også investeret i selskaber som Amazon, Netscape og Slack.
Historisk stor donation
John Doerrs donation er ifølge New York Times den næststørste, der nogensinde har foretaget til en uddannelsesinstitution og den allerstørste som nogensinde er blevet doneret til etableringen af et helt nyt institut på et universitet.
Det nye institut på Stanford University får navnet Stanford Doerr School of Sustainability.
John Doerr er ikke den eneste ultrarige person, som i disse år donerer store summer til kampen mod klimaforandringer. Amazon-stifteren Jeff Bezos sagde i fjor, at han forpligtede sig til at donere 10 milliarder dollar fra sin egen formue til en ny kimafond med navnet Bezos Earth Fund.