Godmorgen og velkommen til Computerworlds morgen-briefing.
Det er mandag 2. maj, og i dag er det Jacob Wittorff, som har blendet en vitaminfyldt nyheds-smoothie til dig.
Den helt store nyhedshistorie her til morgen er, at justitsminister Nick Hækkerup (S) stopper i politik for at blive direktør i Bryggeriforeningen, og den første historie i dagens morgen-briefing handler også om en sag fra hans ressortområde.
Søren Pape forfærdet over politiets manglende adgang til teledata: Det er katastrofalt
Formanden for Det Konservative Folkeparti, Søren Pape Poulsen, mener, at det er katastrofalt, at politiets adgang til teledata er blevet begrænset.
Det skriver han på Twitter.
”Politiet må nu ikke anvende teledata. En formodet gerningsmand er anholdt efter drabet på Mia i Aalborg, fordi politiet anvendte teledata. Det giver kuldegysninger at tænke på, et lignende drab i aften måske ikke kan opklares. Det er katastrofalt,” skriver Søren Pape Poulsen på Twitter.
Udmeldingen fra Søren Pape Poulsen kommer blot få dage efter, at Computerworld kunne fortælle, at den danske telebranche er frustreret over en ny EU-dom, der faldt mindre end en uge efter, at de nye danske logningsregler trådte i kraft.
”Nu har man så fået indført en ny lovgivning, som kun holder en uge. Det er meget frustrerende, og teleselskaberne bruger ekstremt mange ressourcer på at navigere i det her juridiske landskab,” sagde Jakob Willer, direktør for brancheorganisation Teleindustrien, i sidste uge til Computerworld.
Læs mere om den sag her:
It-rigmanden Peter Warnøe: Penge er den største drivkraft
Den danske it-millionær Peter Warnøe, der er ledende partner i venture-fonden Nordic Eye, mener at penge er den største drivkraft for it-iværksættere.
Det fortæller han i et interview med Berlingske
”Når vi hos Nordic Eye kigger på statistik over, hvad det er for karakteristika, der gør nogle iværksættere mere succesfulde end andre, så er det fremherskende træk, at de mest succesfulde er drevet af drømmen om at tjene mange penge,” siger han til Berlingske.
Peter Warnøe blev kendt som en af Danmark første it-millionærer, da han i slutningen af 1980’erne stiftede hardware-forhandleren Complet Data, som han solgte for et trecifret millionbeløb til Merkantil Data.
Han er desuden kendt som tidligere investor i det populære tv-program Løvens Hule.
Razer-stifteren Robert Krakoff er død
Robert Krakoff, der er medstifter og tidligere topchef for gamer-firmaet Razer, er død. Han blev 81 år.
Det skriver The Verge.
Razer er kendt for at producere mus, tastaturer og andet hardware til gamere, og Krakoff stod i 1999 bag udviklingen af verdens første gamer-mus Razer Boomslang.
Dansk kvante-firma henter million-investering
Det danske opstartsfirma Kvantify, der udvikler software til kvantecomputere, har netop hentet en investering på cirka tre millioner kroner fra investorerne Niels Nielsen, Mikkel Blülow-Lehnsby og Lars Fjeldsted-Nielsen.
Sidstnævnte har i mere end et årti slået sin folder i Silicon Valley, hvor han blandt andet har haft stillinger hos høj-vækst selskaber som Uber og Dropbox.
“Det er førstes kridt i vores kapital-rejse, og vi er virkelig glade for at have Niels, Lars og Mikkel med som første investorer,” siger Hans Henrik Knudsen, der er administrerende direktør for Kvantify.
Prodata Consult henter nordisk profil som bestyrelsesformand
Marika Frederiksen, der har en fortid som finansdirektør i Vestas og Volvo Construction Equipment og har siddet i bestyrelsen hos A.P Møller-Mærsk, bliver ny bestyrelsesformand i it-firmaet Prodata Consult.
”ProData Consult er vokset massivt de seneste år, men vi er overbeviste om, at det kun er begyndelsen. Med den position, vi har i dag – og den forretningsmodel, vi har som fundament – skal vi hele tiden være i stand til at handle hurtigt og udnytte de muligheder, vi ser,”, siger Marika Fredriksson ifølge en pressemeddelelse.
Prodata Consult har en ambition om at vokse til at blive en af de førende it-konsulentvirksomhed i Europa inden for de kommende år, og den ambition skal den nye bestyrelsesformand være med til at indfri.
“Jeg ser frem til at bygge videre på det grundlag, som allerede har skabt markant organisk vækst, og samtidigt bidrage til yderligere internationale ekspansion. Målet er at blive markedsleder i Europa,” lyder det desuden fra den nye bestyrelsesformand.
Om dagen i dag: Den første Microsoft-mus bliver lanceret
Den 2. maj 1983 introducerer Microsoft sin første computermus, Microsoft Mouse. Den blev solgt sammen med en softwarepakke bestående af Microsoft Word og Notepad til en samlet pris på 195 dollar.
Microsofts mus udmærkede sig desuden ved at have to grønne knapper, hvilket er en knap mere end på konkurrentens Apples mus, der få måneder tidligere var blevet præsenteret sammen med Lisa-computeren.