Politiet er klar til at begynde at patruljere på de sociale medier, hvor brugerne i mange forskellige grupper på eksempelvis Facebook altså inden længe kan risikere at blive mødt af en betjent.
Det sker med lanceringen af den såkaldte Pop - Politiets Online Patrulje - som nu melder klar til tjeneste.
Opgaven bliver den samme, som politibetjentene har, når de patruljerer i den fysiske verden:
De skal “indgå i dialog med særligt børn og unge, forebygge uhensigtsmæssig adfærd og kriminalitet samt gribe ind, hvis der foregår lovovertrædelser.”
“Vores patruljering vil foregå, som du kender det fra den fysiske verden. Nu sker det bare på internettet i stedet for i en politibil. Politiet er til for at hjælpe med at sikre, at det er trygt at færdes alle steder – både offline og online,” meddeler online-politiet.
Politiet meddeler, at man kan komme i kontakt med online-patruljen på dens egen Facebook-side, hvor man eksempelvis kan sende besked via messenger, hvis man har ‘tips om mistænkelig adfærd på internettet.’
Man kan dog ikke anmelde forbrydelser via messenger og Facebook.
Politiet Online Patrulje er led i den store omlægning af politiet, som blev gennemført ved indgangen til 2022.
Gruppen hører under NC3 og kommer til at består af i alt 10 politifolk.