Artikel top billede

Hovedtelefonerne her vejer blot 185 gram. (Foto: Grado Labs)

Test: Der er kun én afgørende grund, til at vælge disse hovedtelefoner - den er til gengæld god

Trådløse hovedtelefoner, der både generer sidemanden og ikke har nogen anti støj-funktion. Det ville være en ren fuser, hvis ikke lige lyden var så god.

I Brooklyn i New York finder du Grado, der udelukkende producerer pickupper til grammofonen og hovedtelefoner.

Selskabet holder om nogen fast i sine principper, som du kan læse om i vores anmeldelse af dets in-ear hovedtelefoner herunder.

GW100 er on-ear hovedtelefoner og bortset fra at være trådløse, som er et fy-ord blandt lyd feinsmeckere, ja, så bygger alt andet i denne hovedtelefon på Grados stædige principper.

Helt åben konstruktion

Hovedtelefonen er for eksempel helt åben. Det betyder i praksis, at der er perforering i siderne udad.

Princippet finder du i alle firmaets hovedtelefoner. Det mener, at man ikke kan lave en ordentlig basgengivelse fra en lukket hovedtelefon.

Det kan man være enig i. Vi kan konstatere, at GW100 til prisen på 1.995 kroner leverer en helt ekstremt artikuleret og veldefineret bas.

Du skal op i mere end den dobbelte pris for at få en gengivelse, der er bedre i dette område. Den er ikke meget dyb, men helt naturlig og uden den - i mangel af bedre ord - lukkede fornemmelse, som en lukket hovedtelefon kan give lydmæssigt.

Ulempen ved en åben hovedtelefon er, at der er åbent ind til højttaler-enheden. Det betyder, at sidemanden kan høre, hvad du spiller, og selv om det ikke er lige så højt som i dine ører, så er det ret generende.

Det samme gælder den anden vej. Du kan høre omgivelserne ret tydeligt.

Og da der ikke er anti støj-funktion (hvilket heller ikke ville give mening i en åben hovedtelefon), så er det altså et kompromis af de helt store.

GW100 holder op til 40 timer på en opladning, og den er ikke helt oldschool. Du kan for eksempel godt nappe et opkald og styre den med stemmekontrol.

Og der medfølger naturligvis også et lækkert og godt kabel, så du kan bruge denne (bedre) option, hvis du har mulighed for det.

Let og lækker på hovedet

Den kompromisløse tilgang er alt andet lige et kompromis, som du skal finde ud af, om du kan leve med.

Kan du det, vil du opleve en hovedtelefon, der både sidder meget let på hovedet og som aldrig opleves varm eller generende.

Den sidder ikke fast nok til cykelturen, men i tog og bus går det fint. Husk at vælge en stillekupé!

Lydmæssigt er vi i den rigtigt gode ende. Rigtigt gode. Musikken flyder helt naturligt og uden de unoder og betoninger, man ofte finder i denne prisklasse.

På mange punkter vil jeg vove den påstand, at du skal ofre mindst det dobbelte for at få mange af de kvaliteter, som Grado tilbyder.

Men uanset det flotte enkle retro design, den høje komfort og lydkvalitet, så kan kun du afgøre, om du kan leve med dem.

Vi ser dem som en både- og løsning og det trækker ned i karakteren.

Men det ændrer ikke ved, at jeg har stor respekt for, at et firma ikke går på kompromis i et marked, der er proppet med gode konkurrenter.


Loading ikon