Godmorgen og velkommen til fredagens udgave af Computerworlds morgenbriefing.
Dagen nyhedsopsamling leveres for sidste gang i denne omgang af Kristoffer Ingemand.
I dag byder briefingen på en ny tjans til Peter Colsted, Systematics nye samarbejde, Microsofts mål om at gøre Xbox klimaneutral, Datatilsynets kritik af Høje Taastrup, Gamestops seneste underskud og Lars Seiers blockchainselskab, der oplever lav aktivitet.
Peter Colsted bliver formand for Complycloud
Peter Colsted, som tidligere har været senior director hos Microsoft og CEO i selskaberne Lessor og Secunia og i dag sidder i bestyrelsen for virksomheder som Penni.io, Schultz og Queue-it, tiltræder som formand for legaltech-selskabet Complycloud.
Det skriver selskabet i en meddelelse.
"Jeg er meget imponeret over ComplyClouds løsning og den succes, man har haft i det danske marked. Med den seneste kapitaltilførsel i ryggen har vi nu mulighed for at bringe ComplyCloud til det næste niveau med yderligere investeringer i produktudvikling, professionalisering og ikke mindst investering i international ekspansion, hvor der i første omgang er fokus på EU og UK," siger han i meddelelsen.
Den nye tiltrædelse vækker glæde hos Complycloud.
"Jeg ser frem til at få Peter Colsted ind som formand for ComplyClouds bestyrelse, hvor vi kommer til at trække på hans erfaringer med at internationalisere og vækste SaaS-virksomheder som vores," siger Martin Folke Vasehus, CEO og stifter af ComplyCloud i meddelelsen.
Gamestop præsenterer et tab på næsten en milliard kroner
Gamestop leverer ved seneste regnskab for fjerde kvartal af 2021 et underskud på 147,5 millioner dollar, hvilket svarer til 998 millioner kroner.
Det skriver Reuters.
Ifølge mediet skyldes tabet blandt andet, at selskabet har skruet op for udgifterne til ansættelser af flere medarbejdere, udvidelse af kapaciteten, til at øge sin e-handels tilstedeværelse og at udvikle sin NFT-markedsplads.
Systematic indgår samarbejde med fokus på regionernes kommende udbud
Systematic gør sig klar til, at de fem danske regioner i 2023 skal udsende det nationale udbud til en ny, digital præhospital patientjournal-løsning (PPJ). Derfor har selskabet indgået et samarbejde med norske Bliksund.
Det skriver Systematic i en meddelelse.
"Bliksund har udviklet et banebrydende ambulancejournalsystem (EWA, Emergency Worker Assistant), som fejede alle konkurrenter af bordet, da alle Norges regioner i 2019 skulle have et nyt journalsystem til præhospitalsområdet. Løsningen er udviklet i tæt dialog med ambulancepersonale, og i Norge, hvor løsningen er i brug, scorer den topkarakterer i både evnen til at understøtte de præhospitale arbejdsgange, brugervenlighed, og teknologi," fortæller salgsdirektør Henrik Jespersen fra Systematic i meddelelsen.
Systematic står bag det danske, elektroniske patientjournalsystem (EPJ) Columnca CIS.
Microsoft vil gøre Xbox klimaneutral
Microsoft planlægger at gøre Xbox klimaneutral i 2030.
Det skriver selskabet i en meddelelse.
"Inden 2030 vil vi designe Xbox-produkter og -tilbehør og al Microsoft-produktemballage til at være 100 % genanvendelig i OECD-lande," skriver selskabet.
Derudover vil der være fokus på energibesparende tilstand ved downloads og dvaletilstand.
"Vi har også genset de materialer, vi bruger i vores produkter, ved at inkorporere Post-Consumer Recycled (PCR) materialer i Xbox Series S og vores controllere," skriver selskabet.
Strategien er en del af Microsofts generelle mål om at blive CO2-negativt i 2030.
Datatilsynet udtaler kritik af Høje Taastrup Kommune
Datatilsynet kritiserer Høje Taastrup Kommune for ikke at leve op til reglerne om behandlingssikkerhed.
Det fremgår af tilsynets hjemmeside.
"Datatilsynet fandt, at Høje-Taastrup Kommune – ved ikke at have retningslinjer eller objektive kriterier for indmeldelse i AD-grupperne – ikke havde levet op til reglerne om behandlingssikkerhed," skriver tilsynet.
Datatilsynet lagde vægt på, at 410 personer havde adgang en database, og at kommunen ikke kunne dokumentere, at der var foretaget en vurdering af disse medarbejderes arbejdsmæssige behov for adgang til den pågældende database.
Lars Seiers blockchainselskab oplever lav aktivitet fra brugere
Lars Seiers blockchain-sats Concordium bliver ikke brugt i særlig høj grad.
Det skriver Børsen baseret på undersøgelser af selskabet.
Mediet skriver, at der kun har været transaktioner i 3,1 procent af blokkene på Concordiums blockchain, baseret på mediets undersøgelse, som er baseret på et dataudtræk fra et tidsinterval på 34 timer i perioden 10-11. marts.
Lars Seier ønsker ikke at stille op til interview med Børsen, men oplyser på mail, at han ikke er bekymret over situationen.
"Det er ikke et problem overhovedet. Målsætningen lige nu og her er ikke mange transaktioner, men snarere at der bygges solide projekter på Concordium," skriver han til Børsen.