Godmorgen og velkommen til Computerworlds morgenbriefing.
Denne torsdag bringes briefingen af Kristoffer Ingemand.
Dagens nyhedsopsamling byder på CEO-svindel på digitale mødeplatforme, kryptobørsers dilema i forhold til Rusland, Microsofts samarbejde med en løbeklub og Avanades nye samarbejde.
Chef-svindel er udbredt på digitale mødeplatforme
Cyber-kriminelle har tilpasset sig til virkeligheden på arbejdsmarkedet. FBI advarer således om, at digitale mødeplatforme og deepfake bruges til snyd og svindel.
Det skriver sikkerhedsfirmaet Barracuda i en meddelese.
De cyberkriminelle får adgang til platformene ved hjælp af stjålne e-mail konti og social engineering.
"Vi bliver endnu engang mindet om, at CEO-svindel og andre typer spear-phishing-angreb hele tiden udvikler sig for at gå under radaren. De behøver heller ikke altid være baseret på malware. I stedet bruger de gammeldags social engineering og folks villighed til at følge instruktioner fra ledere", udtaler Peter Gustafsson, nordisk chef for Barracuda Networks i meddelelsen.
Der er identificeret tre primære metoder til at begå svindel på platformene.
- En administrerende direktørs e-mailkonto bliver stjålet og brugt til at invitere medarbejdere til et virtuelt møde. Når deltagerne kommer ind på mødet, bliver de mødt af et billede af den administrerende direktør uden lyd eller en falsk lyd, der lyder som den administrerende direktør. Herefter hævder direktøren, at lyden ikke fungerer ordenligt og beder de ansatte om at overføre penge gennem chatten.
- En hacker kaprer en medarbejders indbakke og spionerer på virtuelle virksomhedsmøder for at indsamle oplysninger om selskabet.
- En hacker kaprer en CEO's e-mailkonto og sender derfra instruktioner til overførsler, imens han hævder, at han ikke selv kan gøre det, fordi han har travlt med et virtuelt møde.
Kryptobørser står ved en skillevej i forhold til Rusland
Kryptovalutabørser står i et dilemma i forhold til, hvorvidt de skal forblive i Rusland eller ej.
Det skriver Reuters.
Flere kryptobørser har nemlig valgt ikke at afskære Rusland ligesom mange betalingsservices for eksempel har.
Kryptobørserne står derved overfor et valg mellem at holde sig fri af regulering eller at flytte sig tættere i retning af det globale finansielle system, siger David Schwimmer, administrerende direktør for London Stock Exchange til mediet.
"Hvis den industri ses som en dårlig aktør med hensyn til implementering af eller undgåelse af sanktioner i forhold til, hvad der foregår med Rusland, tror jeg, det ville have en langsigtet indvirkning i forhold til, hvordan den industri er opfattet," siger han.
Microsoft vil samarbejde med løbeklub i om at fremme sunde vaner og STEM-uddannelser
Microsoft har indgået et samarbejde med Atlanta Track Club og er blevet organisationens nye teknologipartner med fokus på ungdomsprogrammer og -begivenheder.
Det oplyser softwaregiganten i en meddelelse.
Microsoft vil således implementere STEM-aktiviteter i klubbens ungdomsprogrammer og aktiviteter.
"Det er meget spændende at arbejde sammen med Atlanta Track Club for at finde måder at introducere STEM og datalogi på gennem løb-tema-aktiviteter til børn omkring Atlanta," udtaler Jeff Hansen, general manager for strategiske partnerskaber hos Microsoft i meddelelsen og fortsætter:
"Ud over ungdomsoplevelserne undersøger Microsoft også, hvordan teknologien kan styrke Atlanta Track Club til bedst muligt at tjene sit samfund."
Avanade skal samarbejde med cybersikkerhedsselskab
Microsoft-partneren Avanade indgår samarbejde med cybersikkerhedsfirmaet Feitian Technologies.
Det fremgår af en meddelelse.
Feitian arbejder blandt andet med to-faktor-godkendelse og smart-card-baseret sikkerhedsløsninger.
Feitians FIDO-sikkerhedsnøgler har Bluetooth Low Energy og Near Field Communication-muligheder for forbindelsesfri og mobilenhedsadgang, og de muliggør fuldt autentificeret adgang uden adgangskoder. Avanade skal nu udrulle Feitian-løsninger med Microsoft Azure Active Directory.
"FIDO er den mest sikre form for godkendelse, der findes. At have den rette sikkerhed til at beskytte kunders data er en af grundene til, at kunder stoler på os i denne evigt foranderlige, komplekse digitale verden," udtaler Sachin Desai, director for Microsoft 365, Identity og Intune hos Avanade.