Det er naturligvis nødvendigt med data og informationer, hvis man gerne vil skabe overblik omkring en begivenhed.
Men går man online og leder efter viden på må og få, gør den enorme datamængde det i sig selv svært at se skoven for bare træer.
Her har de frivillige onlineefterforskere hos Bellingcat de seneste år gjort det sig bemærkede ved systematisk at samle og strukturere store mængder onlinedata fra talrige kilder om en lang række forskellige emner og begivenheder.
De seneste måneder har de brugt deres evner og indsigt til at give opdateret og sikker viden om optakten til invasionen af Ukraine. Senest har de i samarbejde med Centre for Information Resilience stillet et konstant opdateret kort til rådighed over, hvad der er sket siden den russiske hær krydsede grænsen.
Kortet – som du kan finde beskrivelse af og link til her – har i skrivende stund samlet knap 600 hændelser om alt fra troppebevægelser til missilangreb og regulære kampe.
Alle hændelser og referencer gennemgås af teamet bag kortet. Det øger sandsynligheden for, at man ikke ad vanvare kommer til at bringe falske historier videre, ligesom man prøver at kategorisere billeder efter, hvor voldsomme de er.
Med kortet bliver det muligt at få hurtig, præcis og troværdig viden om, hvad der helt præcis foregår i Ukraine.
Det er praktisk for journalister og andre, der søger viden nu og her. Samt for dem, der måske engang får til opgave at skrive historien eller efterforske de krigsforbrydelser, der desværre nok også finder sted.
Dette er dog blot seneste eksempel på, hvordan folkene hos Bellingcat og deres samarbejdspartnere bruger data til at organisere og skabe klarhed over vidt forskellige og ofte meget komplekse sager – lige fra nedskudte fly til ansvarlige for pædofile overgreb.
Men de har også kastet sig over politisk ekstremisme, konflikten i Myanmar og dokumentation af iranske droner – for blot at nævne få emner.
Læs også mere om Bellingcat her
Husk: Du kan følge med i Computerworlds dækning af den russiske krig mod Ukraine her