Artikel top billede

(Foto: Michael Parulava)

Kendte it-virksomheder med russiske rødder kan blive hårdt ramt af konflikt i Ukraine

Russiske it-virksomheder eller virksomheder med russiske bånd kan risikere at få samme behandling, som kinesiske Huawei tidligere har fået. Få overblik over nogle af de store internationale it-virksomheder med russiske rødder.

Det ventes, at EU, USA og Storbritannien i den kommende tid vil udrulle en række sanktioner, der er rettet mod russiske interesser.

Tidligere på ugen skrev nyhedsbureauet Reuters, at den amerikanske regering og dets allierede overvejer sanktioner, som målrettet vil ramme den russiske it-sektor på eksporten.

”Eksport-kontrol er yderst potent, fordi det er rettet mod kritisk teknologi, som Rusland har brug for i forsøget på differentiere sin økonomi,” sagde en anonym talsperson fra den amerikanske regering til nyhedsbureaet.

Det er endnu uvist, hvordan sådanne sanktioner bliver skruet sammen, men it-virksomheder med russiske rødder eller russiske ejere stå til at blive ramt af det samme våben, som Huawei og andre kinesiske selskaber tidligere er blevet ramt af.

I en kommentar hos Zdnet oplister mediets teknologiredaktør Jason Perlow en række større internationale it-selskaber, der enten stadig er russiske eller har russiske rødder og it-udvikling i Rusland, som dermed kan risikere at blive ramt.

Kaspersky Lab

Den mest kendte russiske it-virksomhed er sandsynligvis sikkerhedselskabet Kaspersky Lab, der har sit hovedkvarter i Moskva og er grundlagt af Eugene Kaspersky.

Amerikanske medier som Bloomberg og Wired har tidligere skrevet, at Kaspersky har tætte bånd til Putin-regimet og indsat flere folk med baggrund i den russiske efterrretningstjeneste, FSB i sin topledelse.

Wired hævder desuden, at Eugene Kaspersky selv har en fortid i den berygtede sovjetiske efterretningstjeneste KGB.

Kaspersky har gentagne gange benægtet beskyldningerne, men ikke desto mindre kan både firmaet Kaspersky og dets stifter Eugene Kaspersky risikere at blive ramt af fremtidige sanktioner.

Parallels

Har du kørt Windows på din Mac, så har du muligvis også gjort brug af Parallels, der har været en af de mest udbredte løsninger til Windows-virtualisering på Mac-computere.

Selskabet blev i 2018 opkøbt af Corel, men har historisk set haft en stor udvikling i Novosibirisk og og Moskva.

Det er den russisk-fødte iværksætter Serguei Beloussov, der har stiftet selskabet, og ifølge Zdnet har det stadigvæk mange russiske erhvervsfolk i sin ledelse.

NGINX

Russiske Igor Sysoev stiftede NGINX, der udvikler software-løsninger til webserverer, men i 2019 blev selskabet solgt til amerikanske F5 og i januar forlod stifteren Igor Sysoev også selskabet

Veeam Software

Det er den russisk fødte Ratmir Timashev, der har grundlagt Veeam Software, som udvikler enterprise backup-løsninger til blandt andet VMware og Microsofts cloud-løsninger.

Selskabet har gennem årrække haft en stor del af sin udvikling placeret i Skt. Petersborg, og det blev i 2020 opkøbt af Insight Partners, der i forbindelse med overtagelsen indsatte et nyt ledelsesteam og flyttede selskabet til USA.

Zdnet skriver dog, at det endnu er uvist, hvor meget der er tilbage af den kode, som oprindeligt blev udviklet i Rusland.