Godmorgen.
Velkommen til tirsdagens version af Computerworlds morgen-briefing. Endnu engang er det Rasmus Ferdinand Ginman, der har tilberedt samt anrettet morgenens nyheds-tapas.
Blandt retterne skulle der gerne være noget for enhver smag. Der er i hvert fald historier fra nær og fjern og om stort og småt.
Bon appétit og god læselyst.
Apple modtager endnu en millionbøde i Holland
De hollandske myndigheder sender endnu en millionbøde efter Apple.
Bøden lyder på 5,7 millioner dollar, svarende til 37,5 millioner kroner, og det er den femte af sin slags i løbet af de seneste fem uger, skriver Reuters.
Apple idømmes bøden, da virksomheden ikke tilllader udefrakommende betalingsmetoder til abonnementsbaserede dating-apps, der køber via App Store.
Da bøden er dem femte i rækken, er det et udtryk for, at Apple ikke har ændret på de betingelser, som de hollandske myndigheder kritiserer.
Konkurrencemyndighederne mener, at iPhone-leverandøren misbruger sin dominerende markedsposition i Holland.
Apples App Store-betalingspolitik er kommet under lup i flere lande, heriblandt USA. Apple kræver nemlig 30 procent i kommission, når udviklere sælger apps via App Store.
Pas på: Hackerangrebet kan komme indefra
De fleste frygter it-trusler, der kommer udefra. Men er der grund til at frygte angreb inden for borgens tykke mure?
Ja, det er der. I hvert fald hvis man lytter til sikkerhedsfirmaet Barracuda Networks.
Iføge selskabet bør man være vagtsom omkring de såkaldte insider-trusler, der får relativt lidt opmærksomhed. Denne trussel kan komme fra utilfredse eller tidligere medarbejdere, lyder det.
Ifølge en ny undersøgelse fra det japanske sikkerhedsfirma Hitachi ID, som har adspurgt 100 it-ansvarlige, rapporterede 65 procent af de adspurgte, at de eller deres medarbejdere var blevet kontaktet af eksterne trusselaktører, der søgte hjælp til planlægning af et ransomware-angreb mod det pågældende foretagende.
"Fra et sikkerhedsmæssigt synspunkt er det vigtigt at have en bredere og mere omfattende forståelse af, hvad en sikkerhedstrussel kan være - og at den både kan komme inde og udefra. Når man først har overblikket over de forskellige typer af insider-trusler, er det nemmere at planlægge og gennemføre effektive strategier til at bekæmpe dem," siger Peter Gustafsson, nordisk chef Barracuda, i en meddelelse.
Danske Penneo i kraftig vækst
Danske Penneo, der står bag en signeringstjeneste, kommer ud af 2021 med en markant vækst.
Selskabet, der er noteret på First North-børsen, hævede den årlige tilbagevendende omsætning i abonnementsforretningen (ARR) med 50 procent. Det var et stykke over forventningen, der lød på en 40 procents vækst, oplyser selskabet i en meddelelse.
Denne ARR steg med 18,5 millioner kroner til 55,5 millioner kroner i 2021.
Væksten kommer fra, at Penneo har budt velkommen til mere end 500 nye kunder. Samtidig har eksisterende kunder haft et øget forbrug af virksomhedenss produkter, lyder det.
"Vi er godt tilfredse med årets resultat. Vi leverer det, vi har lovet markedet, og lidt til. Penneo er en virksomhed med et meget stort vækstpotentiale og 2021-resultatet viser, at vi er godt i gang med at indfri det potentiale,” siger Christian Stendevad, CEO i selskabet.
CEO'en understreger, at selskabet er på en vækstrejse, hvorfor det ikke er vigtigt at tjene penge på den korte bane.
For 2021 landede Penneo et driftsresultat på -14 millioner kroner.
MapsPeople styrker USA-offensiven med ny salgsprofil
MapsPeople opruster på USA-fronten med ansættelsen af en ny salgsprofil.
Brian Parks bliver ny Vice President of Sales og General Manager fra 1. marts, oplyser selskabet i en meddelelse.
Han kommer fra en lignende stilling i selskabet LeanDNA. Nu får han til opgave at lede og udvikle MapsPeoples tilstedeværelse og position i USA.
"Det er et vigtigt skridt for MapsPeople, at vi kan tiltrække en stærk leder som Brian Parks, der flere gange har stået i spidsen for lignende vækstrejser, som den MapsPeople står over for i de kommende år. Jeg er overbevist om, at vi har fundet den rigtige person til at sikre vores udvikling og vækst på det amerikanske marked," siger Michael Gram, CEO hos MapsPeople, ifølge meddelelsen.
Sampension styrker sin it-platform med nye selvbetjeningsløsninger
Sampensions kunder efterspørger i højere grad muligheder for at følge deres opsparinger og forsikringer i realtid.
Samtidig vil de gerne kunne betjene sig af digitale løsninger enten via app eller pc'en.
Derfor har pensionsselskabet valgt at sætte ekstra fart i it-udviklingen over de kommende år.
"Vi er godt med i forhold til branchen generelt, men vi vil gerne være på forkant med endnu flere digitale løsninger og ser også med stor interesse på, hvordan andre brancher udvikler sig hastigt med nye, kundevenlige digitale løsninger. Kunderne skal have en platform, hvor de fuldt ud kan betjene sig selv, når det passer dem," siger Morten Lund Madsen, it-direktør i Sampension.
Antallet af kunder i Sampension er steget med 10 procent siden 2018. I samme periode er antallet af digitale selvbetjeninger steget med 65 procent, oplyser selskabet.