Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
Jeg ved godt, at drømmen om "det teknologiske fix" bare er dét - en drøm.
KlimaDan og andre ved jo godt, at vi ikke når Net-Zero i 2050 ved hjælp af "and then something magical happens"-fremtidsteknologier.
Men de tør ikke tage kampen mod lobbyisterne og vil i øvrigt gerne beholde deres fede job - og ellers være sikrede et retrætejob i Dansk IndustriErhvervArbejdsgiverforeningen.
Men når teknologi bruges af realistiske, ikke-ideologiske mennesker, der forstår både fordele og ulemper ved den, så kan den immervæk flytte ting og sager i en fart.
Det var nok dét, der skete i Estland, da de russiske soldater i 1991 endelig traskede østpå efter at have boet og opført sig dårligt dér siden 1940.
Der er få ting, der slider så meget på bygninger og mennesker som 50 års russisk besættelse. Alle farver går mod grå på alle planer.
Så stod de dér, esterne, med et ødelagt land og 330.000 fattige, civile, upopulære, arbejdsløse og sure russere, der fortsat boede der i nogle meget lange og høje betonbygninger a la Brøndbyøster.
Ud af en samlet befolkning på 1,3 millioner.
Hvordan bootstrapper man et land i den situation og skaber en moderne, fungerende stat?
Fire ingredienser
Man skal bruge fire ingredienser: Unge mennesker, ingeniører, teknologi og tillid.
Deres første præsident var en ung ingeniør. Det er altid en god idé.
Mennesker, og i øvrigt også rotter, lider af stigende neofobi med alderen. Neofobi er angst for alt nyt (og dermed også alt fremmed).
Det er derfor unge mennesker i Danmark, hvor gennemsnitsalderen for alle indbyggere er 42 år og stigende, må føle det som om de vokser op på en alderdomshjem: Alle artikler og indslag i pressen, alle læserbreve, alle taler i Folketinget, og alle samtaler ved familiefesterne, handler om gamle menneskers frygte og problemer: Sygdom, pleje, tidlig pension, varmeudgifter og for mange trapper.
Jeg kan egentlig godt forstå, at de unge drikker og ikke gider høre på os gamle idioter.
Men Estland valgte altså en ung præsident med ingeniøruddannelse, og så satte de sig for at lave systemer fra bunden af, der kunne gøre det nemmere og bedre for alle.
Det skal man bruge ny teknologi til, men på en måde, så folk har tillid til staten og systemet. Efter 50 års sovjet-russisk overvågning og undertrykkelse ligner det ikke en nem opgave.
Man besluttede sig for dét, jeg vil kalde ekstrem åbenhed: Alle borgere skulle kunne se præcist hvem, der havde kigget på deres data i systemerne, også selvom det drejede sig om politiet og efterretningstjenesten. Og de skulle kunne se, hvad de pågældende offentligt ansatte præcist havde kigget på.
Forestil jer, at man som dansk statsborger kunne gå ind og se, hvilke politifolk, der har snaget i ens data i det dér nye PolIntel-system, hvor politifolk tilsyneladende i ét væk misbruger deres stilling til at svælge i oplysninger om kærester, kæresters eks'er, kommende svigermødre eller ham med det mærkelige navn nede i børnehaven. Alt logges i systemet, inkl. hvor lang tid de bruger på at kigge på data om deres kommende ægtefælle, men man gennemfører kun sporadiske og tilfældige checks i stedet for at lade folk selv kontrollere, om deres data studeres af uvedkommende.
Ret vild tanke, hvis vi selv kunne checke det, ikke?
Med de fire ingredienser: Unge, ingeniører, teknologi og tillid gik man i gang, og det er ret imponerende, hvad de har præsteret:
1: Nemid fungerer
Deres "nemid" er mindst lige så god og sikker som vores og har været på plads i mange år.
2: E-valg
De har e-valg, og der er ikke fundet svagheder eller misbrug nogensinde i systemet.
Hvis en russisk kvinde tvinges til at stemme på et mærkeligt parti af sin mand, mens han vodkadrikkende kigger hende over skulderen, kan hun bare stemme igen, mens han snorker vodkaen ud af systemet, for man kan stemme lige så mange gange man vil, og det er kun den seneste stemme, der gælder.
Man kan altså også ombestemme sig, hvis man pludselig finder ud af, at ham man stemte på havde det med at slikke unge kvinder i øret.
3: X-road
De har lavet noget ret smart, kaldet X-road, som i øvrigt er open source og blandt andet implementeret af Færøerne.
Det er en "motorvej", hvor offentlige og private kan udveksle data. Meget nemt. Meget smart. Flere andre lande bruger det også.
4: Et EPJ-system
De skulle bruge ét (bemærk: ét) EPJ-system til alle læger, sygehuse og andre. De fandt et open source-system, der så ud til at kunne det hele.
De ansøgte om støtte fra EU og fik 7,80 euro per borger i tilskud. De fik cirka to euro per borger fra læger og hospitaler, som ville spare en masse i tid og besvær.
Alt i alt endte den samlede udgift for et komplet, stadigt velfungerende, EPJ-system på lidt over 10 euro per indbygger.
Og det tog dem ikke mange måneder at implementere.
Sammenlign med de mange, forskellige systemer vi har i regionerne, der ikke kan tale sammen, men til gengæld er meget dyre, meget forsinkede og meget dårlige.
5: Bogholderi
Da momssvindel blev moderne lavede de på få dage et slags "dobbelt bogholderi", så der både skulle være en regning og et krav, før man udbetalte penge.
Det medførte nogle interessante og positive effekter, som man ikke havde regnet med: For det første kunne man kontakte den part, der burde have udstedt en regning og spørge, hvad der skete i sagen - og for det andet endte man med et fantastisk overblik over det flow, der er i økonomien af varer og services.
På et tidspunkt kunne de for eksempel forudsige, at de seks måneder senere ville miste nogle tusinde arbejdspladser inden for naturgassektoren i det nordøstlige hjørne af landet.
6: E-borgerskab
For 100 euro kan man få sit (sikre) e-borgerskab, komplet med verdens allermindste chip-/USB-kortlæser, og derefter lave virksomhed i Estland gratis.
Man skal vælge én af tre godkendte banker, hvis man skal bruge en bank, og man kan i den forbindelse sætte hak i et felt, der giver skattemyndigheder og revisorer lov til at trække transaktioner fra firmakontoen.
Så behøver man ikke aflægge regnskaber, forudsat man ikke kører med kontanter i sin forretning og er under 10 ansatte.
Af samme grund kan en revisor i Estland uden problemer klare 5.000 kunder. Én revisor.
7: Stærk backup
Efter russernes ødelæggende cyberangreb for nogle år siden, hvor en masse vigtige ting var lagt ned i en uge eller to, besluttede man sig for to ting: Man ville hærde systemerne, så man ikke mere var så sårbare, og man ville tage en backup af nationen dagligt og gemme på sikre steder.
Så de hærdede, og de har ikke været væltet siden, trods adskillige forsøg fra banditterne i Rusland.
Og de tager en backup af Estland dagligt og gemmer en kopi i hver af de "data-ambassader" de har oprettet i stabile lande. Sjov idé. God idé.
Kunne begynde helt forfra
Man siger jo nogle gange, lavmælt, inden for det offentlige, at ét af problemerne med it-systemerne er, at de rent faktisk hænger ret godt (og dermed tæt) sammen.
Det betyder, at det er næsten umuligt at skifte et enkelt system uden at alt og alle berøres. Det forklarer også mange problemer, der opstår undervejs i implementeringen af nye it-systemer.
Esterne havde det held, at de kunne begynde helt forfra på en friskpløjet mark. Vi slæber rundt på alverdens bagage og et Big Bang er utænkeligt.
Alligevel er det nogle gange fristende at forestille sig, at vi kunne erstatte de tre, danske D'er (Dyrt, Dumt og Dårligt) i it-systemer lavet af The Few, The Chosen, The Big, Usual Suspects med Den Estiske Metode: UTIT (Unge, Teknologi, Ingeniører, Tillid).
Jeg drømmer videre.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.