Artikel top billede

Stortest i flotte 4K: Her er den bedste skærm til under 4.000 kroner

Fire skærme til pc'en har været på testbænken. Fællesnævneren er 4K opløsning og en skarp pris på under 4.000 kroner. Og jeg må ærligt talt indrømme, at forskellene var meget store.

Sidder du foran skærmen og tænker, at udsynet da godt kunne tåle at være lidt skarpere, mens farver og kontrast kunne bruge en vitamin-indsprøjtning, bør du læse med, for vi har været et udpluk af de mest interessante 4K-skærme på markedet igennem.

Fælles for dem er, at prisen er under 4.000 kroner og at opløsningen altså er i den allerhøjeste ende med fire gange flere pixels at vise frem end en klassisk Full HD skærm.

Jeg erfarede her dog hurtigt at forskellene var større end forventet.

De fleste producenter napper ellers dele fra de samme hylder og underleverandører, for at holde omkostningerne nede.

Det er forståeligt, men uforståeligt bliver det så, at forskellene på fire på papiret så ens skærme, kan levere så forskellige resultater.

I hvert fald for de fire skærme jeg har testet over det sidste stykke tid.

Hurra for den lille forskel!

Selvom jeg er overrasket, så er det med smil på læben. For hvor ville det være kedeligt, hvis produkter på tværs af producenter blev så ens, at du bare kunne vælge en vilkårlig der passer ind i dit budget/behov.

Forskellene var som sagt til at få øje på, og hver af de fire skærme rummer hver deres forcer og også nogle klare ulemper.

Af samme grund vælger jeg faktisk ikke den skærm, jeg med de objektive briller giver højest karakter, fordi en anden dækker mine specifikke behov bedre.

Men læs med her og bliv klogere på dit næste skærmvalg.

Samsung S80A - Ikke testvinder men min klare favorit

Med sine 32" er Samsung-skærmen testens største, og selvom jeg ikke er stor favorit af Samsung skærme generelt, er det faktisk den jeg helst ville eje af de fire.

Den leverer nemlig et meget roligt og flot billede, der både kan bruges til hverdag og fest. Altså både til job og til at nappe en film.

Den har ikke de bedste farver i testen, men kombinationen af de 32" og 4K opløsning, giver en pixeltæthed, der passer mig rigtigt godt.

At den samtidig har god ergonomi, har et nydeligt design og en overkommelig pris, gør kun valget lettere.

AOC U27V4EA -Flotte farver, flot pris, elendig ergonomi

Blot 2400 kroner skal du smide på bordet for denne AOC. Og for de penge får du høj pixeltæthed på de 27".

Det giver en stor detaljerigdom i billeder, og da den samtidig er til den lidt mere farverige side. Ja, så er den oplagt til spil og underholdning.

Den høje opløsning gør den fin til billedbehandling, hvor korrekt farvegengivelse ikke skal være 100 procent Og til film på Netflix i 4K, står den virkelig flot.

Til 2400 kroner forventer jeg ikke design i særklasse, men at den tarvelige plastfod/arm, ikke levner nogen form for justering, er et kæmpe minus. Og det afspejles også i karakteren.

Philips 288E2A - Den billige skærm du kan bruge til næsten alt

Philips er både overkommelig i pris og yder godtd. Størrelsen på de 28" giver et godt billede med 4K opløsning.

Pixeltætheden er lige det hak større end 27", og det giver en overraskende stor forskel.

En forskel, der gør tekst lettere at læse og skærmen god til almindelige opgaver i Windows.

Skærmen er ekstremt rolig, og helt uden fnidder, når der ses action film.

IPS panelet er ikke det bedst egnede til gaming, men de rimeligt neutrale farver og fine farvedybde, gør at den godt kan bruges til billedbehandling for amatøren.

Den har ikke den glød og glansbillede, som nogle skærme har. Men et billede, der er meget rart. Kan bestemt anbefales, da det er en fin allround skærm til prisen.

Eneste grund til, at den ikke får en højere karakter end middel, er at den ikke har nogle muligheder for ergonomiske justeringer.

Asus ProArt PA249CV - Testens dyreste er en perle

Asus er med god margin den dyreste i testen. Og selvom den kun strækker sig over 27", så er kvaliteten af den i høj klasse.

For selvom 4000 kroner ikke er billigt for en 4K skærm i denne størrelse. Så er det en god pris, når den leverer næsten pro-kvalitet.

For jeg vil ikke tøve med at anbefale den til niveauet lige under professionelle. Den har mange af de elementer, som du kun finder i professionelle skærme.

Her tænker jeg på høj kontrast, selv ved lav lysstyrke. Samtidig med, at den kan bevare detaljer i både højlys og skygge.

At skærmen dertil står på en solid fod, der giver virkelig god ergonomi, er kun med til at løfte indtrykket.

Designet er lavet med grafisk produktion for øje og det lidt industrielle design holder i min optik.

Dine præferencer er afgørende

Testen her afslører med al tydelighed, at dine personlige præferencer vejer tungest.

Som sagt indledningsvis, ville jeg selv vælge Samsung på grund af størrelsen. Det giver større pixels med samme opløsning og det passer mig godt.

Var jeg blevet ved min oprindelige uddannelse i den grafiske branche, ville jeg uden tøve vælge Asus på grund af de næsten korrekte farver.

Det lader Philips og AOC tilbage. Sidstnævnte giver solid valuta for pengene, men Philips er en bedre allround skærm.

Begge kan dog ikke justeres, hvorfor du bør prøve dem først, for at se, om de passer til din højde, når du sidder ved dit skrivebord.


Loading ikon