Artikel top billede

(Foto: Peter Hyldahl / Computerworld)

Test: Denne 4K-skærm er stor, flot og superbillig - men der er en meget åbenlys grund til at gå udenom

AOC U27V4EA leverer 4K-opløsning på 27" til en flot pris på små 2400 kroner. Men ergonomien er så mangelfuld, at den nærmest dumper alene på det grundlag.

Hvordan man kan glemme noget så grundliggende som ergonomien i år 2022, har jeg vanskeligt ved at forstå.

AOC U27V4EA står på en billig plastfod og er løftet med en lille stang. Den kan ikke justeres i højden eller til siden, uden at du flytter hele skærmen med fod.

Du kan vippe skærmen op og ned i vinkel - men husk at holde igen på foden, for ellers vipper den bagover.

Det er altså lige til dumpekarakter, og den eneste formildende omstændighed er, at fodens højde alt andet lige passer meget godt til de fleste på et skrivebord.

Men det er ærligt talt ikke godt nok, at du reelt skal ud at købe en skærmarm, for at få god ergonomi. For så løber prisen hurtigt op i, at du kan få langt bedre konkurrenter til prisen.

Billede med masser af glans

4K opløsning på 27" giver meget små pixels, og i teorien mange detaljer. Og det leverer AOC da også til overflod.

Selv når der zoomes ind, skal du ret tæt på et højt opløst billede, før der er synlige takker i lige linjer.

Billedmæssigt er vi lidt over i det glansbillede agtige område, hvor farverne overstyres lidt. Det kan justeres ned i niveau, men det går ud over kontrasten. Den bliver synlig ringere og dynamikken i billedet forsvinder lidt.

Og det er især når du justerer på niveauerne, at du kan se, at AOC er et LCD panel fra de billigere hylder. Men skal du ikke håndtere billedbehandling på et højt niveau, kan den sagtens bruges til de fleste "amatør" opgaver.

Til gaming holder jeg meget af de list skrape farver, men hastigheden på panelet er ikke helt kvik nok til de tungeste spil. Brug den i stedet til en film på Netflix, og det "glansbillede" AOC har, giver god effekt.

Høj pixeltæthed giver høj skarphed

Den høje opløsning giver naturligvis også små ikoner og ditto tekst. Så medmindre du har syn som Clark Kent, bør du gøre alt større. Og det fungerer også fint. Den høje pixeltæthed betyder at tekst stadig står skarpt, når du gør ikoner og tekst større.

AOC er som sagt tydeligt en billig LED belyst LCD skærm, der nok på papiret kan lige så meget som mange konkurrenter. Men i praksis tydeligt viser, at der er tale om et panel fra den billige bunke.

Der findes bedre alternativer

Der er dog tale om et IPS panel, og betragtningsvinklen bekræfter dette. Selv når jeg betragter helt fra siden, står billedet stadig med god glans og skarphed.

Det ændrer ikke ved, at skærmen fejler i sin ergonomi. Endda med et brag. Prisen på 2400 kroner er derfor ikke godkendt, selvom det er få penge, for en IPS skærm med 4K opløsning.

Derfor - med mindre, at den faste indstilling passer dig perfekt, bør du kigge andre steder. Der er masser af konkurrenter til samme pris, der gør det bedre!


Loading ikon