Gennem de seneste 10-15 år har programmører, deres arbejde og tankegang fået en stadig mere synlig og konkret betydning for vores privat- og arbejdsliv samt for samfundet som helhed.
Nogle af klodens mest velhavende mennesker er dem, der bedst formår at anvende kode til at give os forbrugere præcis det, vi allerhelst vil have.
Samtidig var (overvejende) velfungerende it-løsninger mere end noget andet det, der gjorde det muligt for verdensøkonomien at slippe nogenlunde helskindet gennem Covid-19.
Undertiden ligger samfundets og programmørernes ambitioner og værdier fint på linje. Andre gange gør de ikke, og det er et af de emner, Coders: The Making of a New Tribe and the Remaking of the World tager fat på.
I Coders skriver den mangeårige New York Times Magazine- og Wired-skribent Clive Thompson veloplagt om kulturen og tankegangen i det, han betegner som verdens aktuelt mest indflydelsesrige ”stamme.”
For hvordan tænker udviklerne bag Google AI egentlig? Skal alt disruptes for enhver pris? Hvad giver respekt blandt andre programmører – og det modsatte? Hvad er god kode i det hele taget?
Coders er fra foråret 2019, men bogen er mere aktuel end nogensinde. For netop i disse dage begynder vi med Facebook/Metas strabadser at ane konturerne af det første virkeligt store sammenstød mellem udviklere og samfundet som helhed.
I årevis klikkede Facebook uhæmmet kode, AI og algoritmer på menneskelige relationer og tjente formuer på det. Tilsyneladende uden undervejs at overveje, hvorvidt det nu også altid var en supergod idé.
Længe gik det godt. Brugerbase, indtægter og markedsværdi steg nærmest lodret. Men de seneste år er koncernen vaklet fra den ene møgsag til den næste.
De seneste uger har været ekstraordinært barske for den forkætrede sociale mediegigant, der forleden fik barberet 26 procent af sin markedsværdi efter at have aflagt et skidt regnskab – og som endda har truet med at trække sig fra det europæiske marked.
Og netop udviklerne af Facebooks News Feed er blandt dem, som Clive Thompson portrætterer i Coders.
Derfor får man – foruden portrætter og historier om mange andre dygtige udviklere – et interessant indblik i nogle af tankerne bag en af verdens aktuelt mest forkætrede algoritmer.
Se også et interview med forfatteren her - det er optaget før Covid-19 og derfor en vaskeægte dynamisk samtale og ikke blot et lettere ubehjælpsomt forsøg på at kommunikere via en hakkende Zoom-forbindelse.
Titel: Coders: The Making of a New Tribe and the Remaking of the World / Forfatter: Clive Thompson