1,2 billioner kroner.
Så meget kunne Amazon lægge til sin i forvejen betragtelige markedsværdi fredag i det, der nu står som Amazon største værdistigning på en enkelt dag siden 2015.
Værdi-stigningen svarer til en kurs-stigning på godt 13 procent på Amazon-aktien, der fredag steg til 3.152,79 dollar - omkring 20.900 kroner.
Det skete i kølvandet på Amazons kvartalsregnskab, som markedet rigtigt kunne lide.
Det skyldes en række forhold, ikke mindst, at Amazon har varslet, at prisen for selskabets meget udbredte abonnements-tjeneste Prime inden længe vil stige med 17 procent.
Hertil kommer, at Amazons indtjening på cloud-forretningen stiger betydeligt. AWS’ omsætning er således vokset med enorme 40 procent sammenlignet med samme periode et år tidligere.
Prisen for et Prime-abonnement stiger fra 119 dollar om året til 139 dollar. Ifølge Amazon skyldes det øgede omkostninger til løn og logistik.
Det er tredje gang, at Amazon hæver prisen for et Prime-abonnement, siden tjenesten blev lanceret i 2005.
Amazon har i det seneste år øget medarbejderstaben med 140.000 medarbejdere og beskæftiger i dag 1,6 millioner mennesker over hele verden.