De store tyske olie-selskaber Oiltanking Deutschland og Mabanaft er i højeste beredskab, efter de i weekenden er blevet hacket.
Selskaberne lagrer og transporterer olie, gas, kemikaler, benzin, dieselolie og andre lignende for blandt andet Shell.
Oiltanking ejer og driver 13 store tank-faciliteter i Tyskland.
De meddeler, at de 29. januar opdagede, at de var blevet hacket, og at hackerne var trængt ind i deres it-systemer, ordre-systemer og lignende.
Begge selskaber er datterselskaber af det større selskab Marquard & Bahls, som derfor kan have været indgangen for hackerne.
Oiltanking og Mabanaft meddeler, at de nu arbejder tæt sammen med cybersikkerheds-eksperter på at få styr på situationen.
Ingen cyberkriminelle har endnu taget ansvaret for hacket.
“Alle terminaler er fortsat i drift og er beskyttede,” meddeler de.
Angiveligt er alle de it-systemer, der håndterer Oiltankings påfyldning og aftapning af selskabets store lager-siloer, ude af funktion lige nu.
Selskaberne har da også erklæret force majeure for størstedelen af deres supply chains, som er blevet ramt af hacket.
Med denne erklæring i hånden kan man frasige sig kontraktmæssige krav og betingelser, som man ellers skal leve op til, med henvisning til ekstraordinære og usædvanlige forhold uden for ens egen kontrol.
Shell meddeler, at selskabet indtil videre har omdirigeret til alternative olie-leverandører, som der er mange af i Tyskland.
Det betyder også, at Tysklands benzin- og olieforsyning ikke er truet på grund af angrebet på samme måde, som vi så det i foråret 2021, da amerikanske Colonial Pibe blev lagt ned af et hackerangreb.
Dette angreb truede i en periode en større del af USA’s samlede benzin- og olieforsyning.
Oiltanking ejer og driver også en stor tank-facilitet på Prøvestenen i København, hvor selskabet står bag 56 store tanke til olie og gas.