De fleste husker tydeligt deres allerførste kamera.
Mit var et Fisher Price kamera, der kørte 110 film og bød på børnevenlig 1980’er plast-æstetik.
Mit første digitalkamera, købt for egne trængte SU-penge, husker jeg også tydeligt: Et Canon 300D årgang 2003 – denne gang serveret i nuller-plast
Begge dele åbenbarede et nyt fotografisk univers. Den ene lod mig forevige øjeblikket, den anden gjorde det helt gratis at lege med, eksperimentere og udforske fotomuligheder.
Der skulle gå små to årtier mellem de to fotografiske milepæle – og nu små 20 år senere - står jeg med det, der nok er klodens mest avancerede og hurtigste kamera: Sony Alpha 1.
Mød eneren
Sony Alpha 1 er intet ringere end det vildeste, som klodens nok mest avancerede fotoproducent har at byde på.
Det er den første i 1-serien, og placerer den altså et cru over, den 7- og 9-serie, som hidtil har været Sonys to linjer af fullframe kameraer.
Det er samtidig også det dyreste kamera, Sony nogensinde har fremstillet. Vejledende pris: 56.999 kroner.
Den høje pris har dog sin begrundelse – her mødes nemlig pixel-overfloden, som kendetegner A7r-serien med den fart over feltet som A9-serien er kendt for. Og som kronen på værket kommer vilde videoevner som 8K-optagelse.
Man skulle altså ikke savne noget.
Næsten klar til kamp
Sony Alpha 1 er altså bevæbnet til tænderne, men det er ikke lige umiddelbart til at se på selve kameraet, der adskiller sig hverken visuelt eller ergonomisk over A7 og A9-serien.
Man får altså Sonys karakteristiske kantede design serveret her med et greb, der er til den mindre side. Faktisk er det så lille, at ens lillefinger savner et sted at hvile, hvis man ikke får tilkøbt et batterigreb.
Det overrasker en smule med kameraets professionelle ambitioner in mente, for de oplagte objektiver til kameraet, såsom 24-70 f/2,8 eller 70-200/2,8 virker noget overdimensionerede til det lille kamerahus.
I hverdagen giver det også lidt udfordringer, for designerne bag kameraet har vist døjet med at finde plads til de mange drejehjul, funktionsknapper og porte, som kameraet gemmer på.
Det lykkedes alligevel at huse alt, hvad man kan drømme om, selv netværks- og HDMI-stik, synk-port og dobbelte kortholder, prisen bliver dog, at enkelte elementer såsom eksponeringskompensationen eller AF-joysticket bliver lige små nok. Det kunne gå hen og give problemer under en travl fotosession, særligt med vanter på.
Omvendt giver det altså et performance/vægtforhold uden sidestykke. Kameraet vejer blot 738 gram inklusiv SD-kort og batteri til 430 skud ifølge CIPA-standarden. Oplagt til rejse- og naturfotografen, der vil rejse så let som muligt.
Et Nikon Z9 eller Canon R3 vejer henholdsvis 1.340 gram og 1.020 gram. Deres større batteripakke giver dog henholdsvis 700 og 620 skud i bøssen, før batteriet skal lades op igen.
Til trods for de beherskede dimensioner, virker kameraet både robust og skulle ifølge Sony være yderst vejrbestandigt.
Man vil også glæde sig over, at Sony har klemt en ualmindelig skarp søger ind her.
Det eneste, der begrænser mulighederne her, er skærmen som ikke kan vende frem ad. Men der er heldigvis mulighed for wi-fi visning på mobilen.
Ultimativ brugertilpasning
Når man en gang har familiariseret sig med Alpha 1, kommer den næste opgave. At hitte omkring i menuerne og indstille kameraet til ens præferencer.
Og her er rig mulighed for at skræddersy kameraet til ens behov – men også for at fare vild i Sonys ikke altid lige brugervenlige menuer.
Men brugertilpasning er altså mantraet her. Du kan endda sammenstykke din egne menuer og genveje, hvis du ikke skulle synes om Sonys opsætning.
Teknologisk overdrev
Når du en gang har brugt en dag på at sætte dig ind i kameraet og indstille det som du vil have det, vil du blive belønnet med et performance-monster uden lige.
Billederne, der leveres, er på vilde 50 megapixels. Og i modsætning til det, du finder i mobiltelefoner, er der tale om rige, farverige og kontrastfyldte pixels, som giver høj dynamik, en overflod af detaljer og minimal billedstøj.
Og det gør den op til 30 gange per sekund. Nok til at du er stensikker på at have fanget øjeblikket – og på at få fyldt kortet på ingen tid.
I praksis vil man nok besinde sig lidt og anvende et af de mere rolige indstillinger, da man let går uforvarende hen og skyder fem billeder i rap bare man trykker let på udløseren.
Ved den hurtigste indstilling formår kameraet fokusering faktisk også at følge med - en bedrift i sig selv.
Der følges stensikkert med i de kontinuerlig fokusmodes, som jeg prøvede med både zone- og øje-tracking - 30 gange i sekundet.
Det er ikke kun der, at man bemærker det teknologiske overtag. Selve billedkvaliteten er eminent på parametre som dynamik, farvedybde og billedstøj.
Flash-fotografer får også gode muligheder for at arbejde udendørs med en synkronisering helt ned til 1/400 sekund. Lidt af en bedrift.
Eneste reelle svaghed jeg har at bemærke, er på den indbyggede stabilisering, som ikke formår at matche det jeg har oplevet med systemer fra Canon, Panasonic eller Olympus.
Hvor man nærmest kan klare sig helt uden stativ med de tre øvrige producenters kamera, er stabiliseringen i Sony Alpha 1 mere end hjælp, end et alternativ.
En anden, mere triviel anmærkning man kunne gøre er, at de vilde billeder tager en del tid at tømme fra bufferen og over på SD-kortet, men det er selvforskyldt, for et CFExpress (Type A) vil kunne speed tingene gevaldigt op.
Det bemærkes særligt i kameraets højopløsning feature, hvor 16 næsten identiske billeder kan tages i rap når kameraet er på stativ.
Disse kan efterfølgende sammenstykkes til et hyperskarpt værk på 200 megapixels.
Som video-entusiast kan man også tage del i pixel-festen, ved at udnytte kameraets evne til at filme i vilde, detaljerige formater såsom 8K ved 24 eller 30 fps samt 10-bit, 4K med 10-bits farver og op 120 fps endda med 4:2:2 chroma-opløsning.
Nok til at levere enestående resultater, som filmmagere for bare få år siden kun kunne drømme om.
Giga-hovedpine
Jeg burde nok havet indset det på forhånd, men det kom nu alligevel som en overraskelse, at denne gigapixel-mester kræver en produktionskæde af hærdet stål.
Det er meget fint at kunne skyde 30 RAW-billeder à 50-100 megabyte stykket per sekund, men det kræver altså en potent pc at tygge sig igennem de filer.
Min aldrende quad-core bærbar hostede i hvert fald hurtigt blod, når billederne skulle indlæses, mens den helt opgav 8K-løjerne.
Du skal faktisk regne med, at alt hvad du bruger af udstyr i din foto/videoproduktion skal opgraderes. Du skal investere i hurtigere memory-kort, en bedre kortlæser, en kraftigere pc, mere RAM, mere – og hurtigere – SSD-lager, et nyt RAID-setup, mm.
Det kan hurtigt løbe op i ekstra udgifter for titusindvis af kroner. Her hjælper det dog lidt, at der kan skydes HEIF-filer i stedet for JPG og komprimerede RAW-filer samt H.265 indkodede videofiler, men det fylder nu altsammen alligevel.
Selv din måde at arbejde med filer, kommer du til at skulle genoverveje, for selv hundedyre maskiner vil kløjes i de tunge filer.
Man kan samtidig gøre samme konstatering med ens udvalg af glas, for 50 megapixels sensorer kræver objektiver af allerbedste karat. For slet ikke at tale om 200 megapixel værkerne.
Mere, men også mindre, end hvad de fleste kan kapere
Sonys vildeste kamera til dato er utvivlsomt et teknologisk tour de force, som selv de etablerede tenorer fra Canon og Nikon, må skele misundeligt til.
Aldrig før er så meget fotografisk råstyrke blevet klemt ned i så lidt plads.
Det teknologiske svendestykke er dog ikke en ubetinget fordel, hvilket man hurtigt bliver klar, når de underdimensionerede hjul og knapper skal betjenes.
Sony Alpha 1 er utvivlsomt en mester i alle discipliner, men kunne måske vinde lidt yderligere ved at blive mere målrettet nogle opgaver.
Et større lidt mere ergonomisk hus ville være en gevinst, særligt i samspil med større objektiver. Sony og tredjeparter excellerer dog med deres bugnende udvalg af kompakt og skarpt glas til FE-fatningen.
Det ændrer dog ikke på, at Sony her beviser, at selskabet kan levere et af klodens bedste kameraer.
I forhold til mit fotografiske milepæle fra nullerne og firserne, må jeg dog selv konstatere, at kameraet leverer mere, end jeg nogensinde får brug for.
Så godt er det - men det skal et kamera til 57.000 kroner nu også være.