Mornings. Så blev det torsdag, og her en ny portion korte, vigtige it-nyheder fra Computerworld. Ved roret: Niels Veileborg
Ny Apple-opdatering fikser en grim fejl i Safari
Apple sender nu iOS 15.3 og iPadOS 15.3 ud til kompatible enheder. Selv om det er en af de absolut mindre opdateringer, så fikser den en grim fejl i Safari-browseren. Det skriver The Verge.
Fejlen, som blev kendt tidligere på måneden, gør det muligt for websites at udnytte den til at opsnappe tidligere besøgte URL’er og endda få fat i et Google bruger-id.
Selv om man bruger en tredjeparts-browser på sin Apple-enhed, kan man ikke undgå fejlen, for også den er tvunget til at bruge den samme såkaldte renderings-maskine, som Safari benytter.
Intel vinder sag mod EU-Kommissionen og undgår milliardbøde
Intel har vundet en sag mod EU-Kommissionen, som i 2009 stak Intel en bøde på godt en milliard euro for at presse AMD ud af markedet. Det skriver Børsen.
En retsinstans under EU-Domstolen har afgjort, at Kommissionen har begået en række afgørende fejl i anklagen og vurderer derfor, at Intel ikke er skyldig i konkurrenceforvridning.
Sagen har været for retten i flere omgange. I 2014 blev Intel dømt til at betale bøden, men i 2017 fik Intel medhold.
Telegram-brugere i Tyskland er nu genstand for en efterforskning om radikalisering
Bundeskriminalamt, der er Tysklands føderale kriminalpoliti, er nu i fuld sving med en efterforskning af brugere af beskedtjenesten Telegram for radikalisering i forbindelse med corona. Det skriver AP.
“Især corona-pandemien har bidraget til en radikalisering af brugere af Telegram, hvor der forekommer trusler og endda opfordringer til mord”, siger chefen for Bundeskriminalamt.
Den tyske regering har i flere år uden held forsøgt at få Telegram til at følge landets regler og fjerne ulovligt indhold. Telegram, som er hjemmehørende i De Forenede Arabiske Emirater, hævder at have flere hundrede millioner brugere verden over.
Facebooks digitale valuta er til salg
Facebooks digitale valuta kaldet Diem er i færd med at blive solgt, skriver Bloomberg.
Valutaen blev lanceret i 2019 under navnet libra og fik spillere som Mastercard, Paypal og Ebay til at bakke op om projektet. Men siden blev libra udsat for massiv kritik fra centralbanker og fra politisk hold, og det fik opbakningen til at smuldre.
Derefter skiftede projektet navn til Diem, men nu er Facebook og de øvrige ejere altså i færd med at sælge rettighederne til valutaen.
Texas Instruments havde et godt fjerde kvartal
Chipproducenten Texas Instruments landede en omsætning på 4,83 milliarder dollars i fjerde kvartal, og det var næsten 10 procent mere, end analytikerne havde ventet, skriver Børsen.
Selskabet forventer også, at første kvartal går over forventning og regner med en omsætning på mellem 4,5 og 4,9 milliarder dollars.