Der er få glæder så selvtilfredse som at blive godt gammeldags harm over nogen eller noget, som i virkeligheden ikke har det fjerneste med én selv at gøre.
Hvilket måske forklarer hvorfor det kan være befriende at dele et rasende opslag på sociale medier og blive bekræftet i, at det altså også virkeligt er for galt.
På samme måde kan lyttere af podcast-serien Behind the Bastards hver uge varme sig ved følelsen af, at et andet menneske, en obskur kult eller et internationalt konglomerat virkeligt er helt utroligt meget værre end lytteren selv. I hvert fald hvis man skal tro værten.
Værten, Robert Evans, og hans faste makkerpar, produceren Sophie og hendes hund Anderson, får hver uge besøg af en gæst, der får glæden af at blive udsat for de næsten traumatiserende beretninger om, præcis hvor forfærdelig ugens ”bastard” er.
Konceptet er i sagens natur helt vildt subjektivt skarpvinklet på ugens hovedpersons dårlige sider, men der er faktisk plads til nuancer.
Eksempelvis kommer beretningen om Bill Gates ikke uden om, at Gates Foundation også gør mange gode ting. Men at der naturligvis også er mange projekter, som værten med stor ihærdighed søger at pille fra hinanden som noget, der kunne være udtænkt af en skurk, der lige så godt kunne have hygget sig med at pine James Bond eller drukne små kattekillinger.
Selvom det lyder forfærdeligt, er Robert Evans en gudsbenådet fortæller, der altid finder det bizart sjove i rædslerne. Det er nærmest umuligt ikke at grine med, når Evans og ugens gæst falder sammen af grin over, hvor outreret tingene kan blive.
For eksempel griner både ugens gæst og lytterne, så tårerne triller, når hele statsadvokaturet i Californien bare giver fortabt og lader en kults mange sager om både mishandling og økonomisk kriminalitet ligge. Ganske enkelt fordi der er flere advokater blandt kultens medlemmer end Californiens statsanklager selv kan trække på.
Behind the Bastards / kan findes på de fleste podcasttjenester