På en bankkonto et sted i verden står der 100 millioner dollar og venter på den rigtige ejermand. Ejermanden er en nigeriansk prins. Og han er for travlt optaget til at bekymre sig om den slags småbeløb.
Men hvis du lige hjælper med papirarbejdet, så kan du beholde 10 procent af pengene.
Penge, som du nok snart får brug for til at finansiere dit kommende bryllup med den kønne unge russiske enke, som i ensom desperation har fundet netop din mailadresse på nettet.
I det mindste kan du ringe til hende, så snart din iPhone til en krone ankommer.
Altså den, som som du vandt som besøgende nummer 1.000.000 på en hjemmeside, som du besøgte, da du skulle have de nyeste tips til den stensikre krypto-investering, som Mads Mikkelsen lige har anbefalet på Ekstrabladet.ru.
Kryptovalutaer er godt nok noget usikkert noget.
Men hvis Mads anbefaler det, så er den nok god nok. Og det er supernemt at lave forretning med folkene bag. Alt du skal gøre er at tage et billede af dit NemID-kort.
Det er faktisk lige så nemt som at få leveret de der blå piller per postordre, når nu lægen er sådan en tørvetriller, der insisterer på recepter og undersøgelser. Det er til at grine af.
Især fordi der er folk, som hopper på alt muligt. Så mange at politiet har en pukkel på mere end 40.000 anmeldelser.
Godt man ikke er en af dem.
Men at man i stedet har sit på det tørre.
Der hvor alt er patchet. Backuppen opdateret. Processerne ved ransomware-angreb fuldstændigt beskrevet. Admin-adgangen lukket. To-faktor-godkendelse installeret over det hele. '
Tjek, tjek og tjek.
Og at der ikke er et eneste sårbart modul langt, langt nede i systemet, hvor kun underleverandører færdes.
Og det er kun meget nødigt. Helt, helt dernede hvor Log4j-modulet, som du ikke vidste du havde, findes.
Tjek?
Men tak til Log4j for endnu engang at minde os om, at intet system er fuldstændigt sikkert. At mild paranoia er en sund ting - når man nu engang bliver forfulgt af uheld.
Og at håb ikke er en strategi. Heller ikke inden for cybersikkerhed.
Nogle gange savner jeg faktisk min nigerianske prins og den enklere verden, som han repræsenterede.