Godmorgen og velkommen til ugens første morgen-briefing her fra Computerworld.
Denne decembermorgen har Rasmus Ferdinand Ginman samlet de vigtigste nyheder fra ind- og udland.
Vi skal blandt andet se på de nye medlemmer af Cybersikkerhedsrådet, en nyttig tjekliste fra Datatilsynet og hvorfor Tesla er begyndt at sagsøge sure kunder.
Her er det nye Cybersikkerhedsråd
Cybersikkerhedsrådet har næsten afsluttet sin første periode, der løber fra 2020 til 2021.
Ved årets udgang ophører det nuværende råd, hvorfor det skal nedsættes på ny for perioden frem til 2023, skriver Digitaliseringsstyrelsen i en meddelelse.
Det nye råd kommer til at bestå af både nye og erfarne medlemmer, lyder det.
Cybersikkerhedsrådet, der består af 21 medlemmer, har som formål at rådgive regeringen om styrkelse af cyber- og informationssikkerhed. Til højre ser du medlemmerne, der vil være en del af rådet til næste år.
- Formand (offentlig sektor): Chef for Center for Cybersikkerhed
- Formand (offentlig sektor): Tanja Franck, direktør, Digitaliseringsstyrelsen
- Torsten Andersen, vicedirektør, Erhvervsstyrelsen
- Morten Duus, afdelingschef, Justitsministeriet
- Klaus Larsen, it-direktør, Region Nordjylland
- Stig Lundbech, direktør, Københavns Kommune
- Per Olsen, Business Security Officer (Chief Security Officer), Telenor
- Jesper R. Jespersen, it-sikkerhedschef, Aura Energi
- Line Munkholm Haukrogh, EVP, Chief Strategy Officer, Danske Bank
- Lone Juul Dransfeldt Christensen, Security Architect, Bang & Olufsen
- Niklas Høegh-Guldberg, CSO/CISO, Nuuday
- Bjarke Alling, koncerndirektør, Liga ApS
- Mette Raun Fjordside, vicedirektør, Forbrugerrådet Tænk
- Henning Mortensen, formand for Rådet for Digital Sikkerhed
- Christian D. Jensen, lektor, DTU
- Henrik Larsen, chef, DKCERT
- Christian Wernberg-Tougaard, Head of Cyber (Strategy, Compliance & Risk), KPMG
- Jacob Herbst, Chief Technical Officer, Dubex
- Thomas Kristmar, Director, PWC
- Jens Myrup Pedersen, Professor i cybersikkerhed, Aalborg Universitet
Tesla sagsøger sure kunder
Tesla tager nu kampen op mod dårlig omtale.
Det Elon Musk-ledede selskab er begyndt at sagsøge kunder for flere millioner kroner.
Ifølge Bloomberg har selskabet sagsøgt to kinesiske kunder for 5,2 millioner kroner hver.
Den ene af kunderne sagsøes for at have delt "uverificerede, ubegrundede og æreskrænkende" ytringer om Tesla.
Den pågældende kunde ejer selv en Model S, og han har anklaget selskabet for at have solgt ham en brugt bil og giver urigtige oplysninger om bilens tilstand.
Den anden kinesiske kunde er blevet sagsøgt efter, at hun påstod offentligt, at der var en bremsefejl i hendes Model 3, som næsten fik dræbt hendes familie.
Tesla har benægtet alle anklager.
Danske Spil ramt af nedbrud
Danske Spil blev ramt af et teknisk nedbrud søndag aften.
Nedbruddet varede omkring, hvor spillelystne danskere ikke kunne oddse på sport eller spille poker, skriver Ekstra Bladet.
Det var ikke muligt af logge ind fra 19.20 til 20.20 på grund af de tekniske problemer.
Det bekræfter kommunikationskonsulent hos Danske Spil Kenan Demir over for Ekstra Bladet.
Han fortalte, at it-afdelingen arbejdede på højtryk for at løse problemet, som blev registreret i systemerne omkring klokken 19.20.
Datatilsynet klar med ny tjekliste til børnehaver
Datatilsynet har offentliggjort en ny tjekliste til vuggestuer og børnehaver.
Tjeklisten er opbygget som en kvikguide med en række gode råd og konkrete eksempler, skriver tilsynet i en meddelelse.
Det fremgår blandt andet, hvornår institutionerne skal indhente samtykke fra forældre, og hvor lang tid billeder af børnene må opbevares.
Datatilsynet er desuden i gang med at lave en lignende tjekliste til skoler og andre uddannelsesinstitutioner.
Læs tjeklisten til vuggestuer og børnehaver her.
Mail-jagten i Tibet-sagen har kostet millioner i it-konsulenter
Staten har brugt millioner af kroner på at spore mails og andet materiale i Tibet-sagen.
13,3 millioner kroner er spenderet på posterne "it og telefoni" og "Konsulenter mv." siden 2018, skriver DR.
Mange af omkostningerne er gået til it-specialister, der har kunne genskabe og grave mails frem.
Tibetkommissionen er i gang med sin anden del af en omfattende undersøgelse, der skal redegøre for det forløb, hvor en række borgere blev forhindret i at ytre sig frit under et kinesisk besøg.
Jumpstory runder milepæl
Startup-selskabet Jumpstory har rundet 25.000 kunder.
Selskabet, der tilbyder ubegrænset adgang til billeder og videoer via abonnement, har samtidig skabt en bæredygtig økonomi, skriver Jumpstory i en pressemeddelelse.
Jumpstory er skabt af Anders Thiim Harder og Jonathan Løw, og nu vil de skabe en aarhusiansk væksraket, lyder det.
”Da vi var ude og rejse kapital til JumpStory, gjorde vi nok til dels noget af det, som alle andre iværksættere gør – skruer godt op for forventningerne. Derfor er det endnu mere positivt, at vi kan lave break-even nu, hvis vi ønsker det. Det vil sige, at hvis vi ikke foretager markante investeringer for at skabe yderligere vækst, så kan virksomheden allerede nu faktisk begynde at tjene penge,” siger Anders Thiim Harder, CEO og medstifter af JumpStory.
Siden lanceringen i efteråret 2019 er der nu 25.000 kunder ombord fordelt over 175 lande.