Mornings. Så er der atter en portion korte it-nyheder fra den fremskudte lyttepost. Niels Veileborg ønsker dig på vegne af Computerworld en god onsdag.
Vismas nye bæredygtige domicil får guld-certifikat
Visma Danmarks nye domicil er en brun guldbelagt bygning midt i Carlsberg Byen i København. Bygningen har opnået DGNB guld-certifikat gennem Green Building Council Denmark.
Næsten alle områder i bygningen fra selve konstruktions-processen til valg af materialer, rumplanlægning, energikoncept, lys og affaldssortering har spillet en rolle i at modtage certifikatet.
“Certifikatet gav os et bæredygtigt udgangspunkt. Alle materialerne - træ og tekstilerne er certificeret, og gulvtæpperne er lavet af 100 % genbrugelige materialer fra fiskegarn og plastikflasker. Vi har været meget opmærksomme på at vælge bæredygtige produkter i de områder af bygningen, hvor vi har haft indflydelse“, fortæller Finn Uldum, der er teknisk direktør i Visma Custom Solution og projekt manager for hele domicil-processen.
“Det var essentielt for os at skabe et miljø, hvor folk havde lyst til at være og møde andre. Nu hvor hjemmekontoret er blevet en integreret del af vores hverdag, var det vigtigt at gøre vores arbejdsplads til et attraktivt sted, hvor folk havde lyst til at komme ind i stedet for at være hjemme”, lyder det fra Finn Uldum.
Simpel spam lagde det irske sundhedsvæsen ned
Det var noget så trivielt som spam, der i foråret i år lagde hele det irske sundhedsvæsen ned, skriver The Register.
Conti-ransomware kom ind i systemerne, da en bruger i den irske sundhedsstyrelse den 16. marts åbnede en inficeret Excel-fil, som var vedhæftet en phishing-mail.
Tilmed opdagede ansatte i sundhedsstyrelsen, at den såkaldte WizardSpider Crew, som stod bag angrebet, var inde i systemerne, men det førte ikke til nogen sikkerhedsmæssige initiativer.
De it-kriminelle udnyttede et upatched kendt sikkerhedshul og fik adgang til styrelsens Active Directory-domæne.
Fremtrædende tysk delstatsminister vil have Telegram forbudt
Tyskland bør forlange, at Google og Apple fjerner messaging-tjenesten Telegram fra selskabernes respektive app stores, hvis Telegram bliver ved at ignorere officielle anmodninger om at fjerne ekstremistisk indhold. Det skriver Reuters.
Det mener den fremtrædende tyske politiker Boris Pistorius, som er indenrigsminister i delstatsregeringen i Niedersachsen.
Telegram beskyldes for at understøtte stadig mere voldelige subkulturer bestående af anti-vaccine-konspirationsteoretikere, som deler indhold om påståede farer og arrangerer protester, der er endt med sammenstød med myndighederne.
Boris Pistorius mener, at Telegram overtræder både Apples og Googles compliance-regler.
Trivago registrerer masser af hotelaflysninger på grund af Omicron
Rejseportalen Trivago har registeret en voldsom global stigning i antallet af aflyste hotelovernatninger og en mindre lyst til at rejse i julen som følge af den nye Omikron-variant.
Andelen af aflysninger er vokset med 35 procent siden november, og planer om rejser i julen er faldet med 10 procent, skriver Reuters.
Trivago kan også registrere, at rejsende foretrækker lokale destinationer.
Antallet af internationale rejsende fra USA er faldet med cirka 30 procent.