Godmorgen og velkommen til ugens midterste morgen-briefing - og samtidig måneden første.
På knapperne er det i dag Ditte Vinterberg Weng, der har stavet sig gennem dagens nyhedsoverblik.
Glædelig 1. december, og god fornøjelse med dagens overblik!
Dansk SIEM-virksomhed får fornem kunde-kåring i Gartner
Den danske SIEM-virksomhed LogPoint er for fjerde gang siden 2017 udnævt til at være kundernes foretrukne valg i sin branche i en årlig udnævnelse fra teknologiforsknings- og konsulentfirmaet Gartner.
"Vi er virkelig beærede over at blive kåret som Customers' Choice for fjerde gang. Vi tager denne sondring og de modtagede anmeldelser som en validering af, at vi leverer en overlegen kundeoplevelse på markedet i dag," siger LogPoints direktør Jesper Zerlang.
Siden 26. november 2021 har LogPoint modtaget 303 anmeldelser på Gartner Peer Insights-platformen.
I de anmeldelser, der er offentliggjort i løbet af de seneste 12 måneder, modtog LogPoint en samlet vurdering på 4,5 ud af 5 baseret på 61 anmeldelser.
Det skriver LogPoint i en pressemeddelelse til Computerworld.
Global Internet Exchange-operatør åbner afdeling i Danmark
Verdens førende Internet Exchange-operatør, tyske DE-CIX, udvider sine aktiviteter til Norden.
DE-CIX driver det største operatør- og datacenterneutrale økosystem globalt, og har indgået et partnerskab med Bulk Data Centres for at understøtte den nordiske ekspansion.
DE-CIX’s ekspansion til Norden vil, ifølge virksomheden selv, åbne Norden for internationale kunder og tilbyde 100 procent grønt-drevne internetudvekslinger gennem Bulks datacentre.
Bulk vil huse DE-CIX Internet Exchange-platforme i Oslo, Kristiansand og i Esbjerg i Danmark.
DE-CIX vil desuden også åbne Internet Exchange-platforme i Finland. Aftalen blev offentliggjort på Datacloud Nordic-konferencen i København tirsdag aften.
Det skriver Bulk Data Centers i en pressemeddelelse til Computerworld.
Svensk healthtech-succes gør indtog på det danske marked
Den svenske healthtech-virksomhed Platform24, som udvikler digitalt integrerede sundhedsløsninger til det private og offentlige sundhedsvæsen, indtager nu det danske marked.
Det bliver danskeren Peter Birch, der får ledelsen af Platform24's danske afdeling. Han får tidlien som landechef for salg i Danmark, og vil med sin mere end 20 års salgserfaring inden for sundhed og software være ansvarlig for etablering og salg på det danske marked.
Han siger i forbindelse med indtoget på det danske marked:
"Danmarks udfordringer inden for sundhed ligner meget udfordringerne i Sverige, hvor der er et øget behov for digitalisering, til at afhjælpe mangel på personale og ressourcer. Der findes allerede et godt samarbejde mellem det svenske og danske sundhedsvæsen."
Han fortsætter:
"Da vi nu har en lokal tilstedeværelse, er jeg sikker på, at Platform24 vil videreføre succesen fra Sverige ved at bruge erfaringen fra vores fantastiske referencer til også at skabe forretningsværdi i det danske sundhedsvæsen."
I dag bruges løsningen af næsten halvdelen af de svenske regioner, og der udføres mere end tre millioner patientinteraktioner per år på platformen. Blandt kunderne findes både Regionshospitaler, Privathospitaler samt flere store forsikringsselskaber.
I Danmark anvender Capio Privathospital, Platform24 til patient onboarding og videokonsultation mellem speciallæger og patienter.
Platform24 er allerede etableret på adskillige markeder uden for Sverige, blandt andet Norge, Tyskland og Holland.
Hver tredje dansker er skeptisk over for kunstig intelligens
Kunstig intelligens har allerede sneget sig ind i mange danskeres hverdag gennem stemmestyrede digitale hjælpere som Apples Siri, Google Assistent eller Amazons Alexa.
Og det er også en del af flere ikke-teknologiuddannedes arbejde - i kommuner og på hospitaler blandt andet, hvor den hjælper personale med at træffe afgørende valg.
Men selv om den er her, og nok har tænkt sig at blive, så viser en undersøgelse foretaget af XXX-virksomheden YouGov, at hver tredje dansker vil beskrive deres forhold til den kunstige intelligens som med ordet "skepsis". Helt præcist 35 procent.
Og det er ikke kun danskerne. Den mest udbredte følelse i forbindelse med kunstig intelligens er at ’være skeptisk’ på tværs af 17 undersøgte markeder.
På tværs af svrene fra alle lande, er i alt 28 procent således skeptiske over for kunstig intelligens.
Dykker man alligevel ned i hvert enkelt land, så er Tyskland (40 procent alene) det absolut mest skeptiske, med Storbritannien og USA lige i hælene med kun ét procentpoints forskel.
Her hjemme mener 45 procent af danskerne i øvrigt også, at vi skal være opmærksomme på udviklingen, så det ikke løber løbsk. Det gæler særligt befolkningen over 55 år, som deler denne opfattelse.
Undersøgelsen er baseret på data fra YouGov BrandIndex og YouGov Profiles samt en dybdegående undersøgelse. Alt i alt gennemførte YouGov over 19.000 interview på tværs af 17 markeder. Undersøgelse blev foretaget i august 2021. Det skriver YouGove i en pressemeddelelse.
Facebook får ny chef for sit kryptovaluta-projekt
Ved udgangen af året forlader Facebooks finansteknologidirektør David Marcus virksomheden for at starte nye projekter.
David Marcus har været inde over udviklingen af en digital valuta kendt som Diem og en tegnebogsapp, som Facebook har døbt Novi.
Det bliver således kollegaen Stephane Kasriel, som tager over.
"Selvom der stadig er så meget at gøre lige i hælene på lanceringen af Novi - og jeg forbliver lige så passioneret som nogensinde om behovet for ændringer i vores betalings- og finansielle systemer - har mit iværksætter-DNA skubbet mig for mange morgener i træk til at fortsæt med at ignorere det," sagde Marcus i et Facebook-opslag.
Han forlader de to store Facebook-projekter med stifter Mark Zuckerbergs velsignelse, virker det til.
"Vi ville ikke have taget så stort et sving i Diem uden dit lederskab, og jeg er taknemmelig for, at du har gjort Meta til et sted, hvor vi laver de store satsninger," lyder det fra direktøren for det hele.