Har du nogensinde studset over, hvorfor markedets allerbilligste maskiner er Chromebooks, mens der skal spenderes lidt mere for det næstbilligste alternativ iblandt Windows-bærbare?
Forklaringen er ligesom de bærbare enheder sammensat, men en af de afgørende komponenter, processoren, har været en hæmsko for Microsoft og Windows-økosystemet, når de allerbilligste enheder skulle sammenstykkes.
Mens markedets billigste Chromebooks og det ombordværende ChromeOS styresystem kan vælge blandt et langt større skare af meget prisbillige cpu’er fra smartphone-verdenen, har Windows-maskiner kun haft et yderst begrænset udvalg at arbejde med.
Det står dog til at ændre sig inden længe, hvilket baner vejen for uhørt billige Windows-pc’er.
De få udvalgte leverandører
Hidtil har det krævet en særlig klasse af processorer at få Windows til at køre uproblematisk. Men så hed udbyderne også enten Intel og AMD, hvor helt prisbillige processorer aldrig har været et prioriteret.
Siden er der kommet alternativer til Windows, baseret på de såkaldte ARM-arkitekturer, men det viser sig, at de nu har været forbeholdt en eksklusiv udbyder i amerikanske Qualcomm, som entusiast-mediet XDA erfarer.
Med kun få udvalgte udbydere af processorer, har pc-producenter altså haft et begrænset udvalg af udbydere af nøglekomponenten.
Det ændrer sig dog nu.
Prisbaskere fra Taiwan
Nærmest sammenfaldende med nyheden om Qualcomms forhenværende eksklusiv aftale byder den taiwanske chip-producent MediaTek ind med sine planer for en serie af pc-specifikke processorer.
Disse vil med al sandsynlighed være baseret på ARM-arkitekturen, som MediaTek i forvejen mester i sine smartphone-chips som særligt gør sig gældende i markedets allerbilligste smartphones.
Har din smartphone kostet under 1000 kroner, er der gode chancer for, at processoren er signeret af MediaTek.
MediaTek er i forvejen godt repræsenteret blandt de allerbilligste ChromeOS baserede systemer, hvor der blandt andet bydes på octa-core processorer, som MT8192 og MT8195, der kan bide skeer med Qualcomms tilsvarende chips.
Selskabet er samtidig leveringsdygtige indenfor modems til det lynhurtige 5G-mobilnet, hvor det sidem 2019 har leveret løsninger til Intel-baserede pc’er.
Det andet ben
Det andet afgørende element for at få banket prisen i bund på de allermest prisvenlige pc’er, er at have et styresystem, som kan fungere rimeligt på selv yderst ydmyg hardware.
Her har Microsoft tidligere på måneden vist den første version af det nye Windows 11, som er skræddersyet enkle og budget-venlige maskiner til skolebrug: Windows 11 SE.
Afgørende her er, at styresystemet er kogt ind til det væsentlige, mens der samtidig arbejdes på at få Windows 11 til virke gnidningsfrit på den såkaldte ARM64-arkitektur, som er den man møder i blandt andet MediaTeks processorer.
Post-corona
For at drømmen om ultrabillige maskiner med prisskilte tæt på en enkel tusindlap skal blive til realitet, skal de øvrige komponenter i de billige bærbare også være yderst billige.
Her rammes de billigste komponenthylder af, at komponenttørken og de logistiske udfordringer post-corona sætter låg på et marked, som ellers kunne være i vild vækst, som analysehuset IDC noterer.
Når efterspørgslen på pc-komponenter begynder at stilne, eller udbuddet blot formår at matche den, vil banen være kridtet op til, at en ny klasse af ultrabillige Windows-pc’er bliver til.