Elon Musk sælger igen ud af sine mange Tesla-aktier. Denne gang til en værdi af 1,05 milliarder dollar.
Salget er gået igennem tirsdag aften og er tredje gang Elon Musk sælger massivt ud af sine mange Tesla-aktier.
Med det seneste salg har han i alt solgt aktier for 9,85 milliardar dollar siden midten af november, skriver erhvervsmediet CNBC.
Omregnet til danske kroner har Tesla-rigmanden solgt aktier for 65 milliarder kroner. Et massivt beløb for Elon Musk, der flere gange er blevet vurderet til at være verdens rigeste mand.
Pengene skal ifølge flere medier bruges til at betale en større skatteregning til den amerikanske stat. Det har tidligere fået Elon Musk til at lave en afstemning på Twitter, hvor hans følgere skulle svare på, om han skulle sælge ud af sine Tesla-aktier.
På trods af det massive salg, sidder Elon Musk fortsat på 169 millioner Tesla-aktier. Det store frasalg på så kort tid, har dog fået aktien til at tage nogle markante dyk de seneste uger.