I et brev til samtlige folketingsmedlemmer opfordrer en række danske organisationer til, at få sat en stopper for den ulovlige masseovervågning af danskerne.
Brevet har fået overskriften "Stop overvågning af os alle sammen," og her slås det fast, at det er "uacceptabelt, at vi alle skal mistænkeliggøres og overvåges."
"Det er en grundlæggende del af at leve i et frit land, at vi kan bevæge os frit rundt og ringe til, hvem vi har lyst til, uden at staten skal vide besked," fortsætter det
Bag brevet står formænd, chefer og direktører for Amnesty International, IDA, Justitia, DM, DataEthics, Dansk IT, Prosa, Danske IT-Advokater, Borgerretsfonden, Danske Advokater, Retspolitisk Forening, mens også forsker i digital forvaltning Hanne Marie Motzfeldt har skrevet under.
De opfordrer nu til, at folketingsmedlemmerne sætter sig grundigt ind i både lovforslag og høringssvar.
Lovforslag skal førstebehandles i næste uge
Efter mange års nølen om en revision af de danske logningsregler, der er i strid med EU-retten, lagde justitsminister Nick Hækkerup (S) i slutningen af september et udkast til nye regler på bordet.
Men der er ifølge mange stadig store problemer med det udkast. Og organisationerne bag brevet til folketingsmedlemmerne mener heller ikke, at det nye forslag vil ændre på den ulovlige overvågning af alle danskere, som foregår for øjeblikket.
I næste uge skal justitsminister Nick Hækkerups lovforslag om reglerne for logning af teledata så førstebehandles.
Logning, som indsamlingen af borgernes teledata kaldes, dækker blandt andet over oplysninger om, hvornår og til hvem et opkald er foretaget, eller hvem der er sms'et til. Det inkluderer også, hvor i landet det er foregået, og hvor lang tid opkaldet har varet.
Formand for IDA, Thomas Damkjær Petersen, pointerer i en udsendt meddelelse, at brevet skal få politikerne til at tænke sig om en ekstra gang.
”EU-Domstolen har i tre domme gjort det klart, at generel og udifferentieret logning af alle borgeres telefonsamtaler er urimelig og i strid med privatlivets fred. Det er vi enige i, og vi mener, at det er uacceptabelt, at alle borgere skal mistænkeliggøres og overvåges. Det er en grundlæggende del af at leve i et frit land, at vi kan bevæge os frit rundt og ringe til, hvem vi har lyst,” siger han.