I løbet af de kommende år kommer Arla Foods til at øge sine investeringer med 40 procent, så beløbet lander på 30 milliarder kroner.
En del af pengene skal blandt andet bruges på nye teknologier og til at digitalisere en større del af den danske mejerikæmpe.
Det oplyser selskabet i sin nye strategiplan, der samtidig viser, at Arla Foods skal være klimaneutral i 2050.
Arla oplyser ikke præcis, hvor meget af de 30 milliarder kroner der skal bruges på digitale løsningerne, men der er i strategien oplistet en række mål, som skal indfries med ny teknologi.
Eksempelvis skal en række af Arlas største brands vokse med tre-fire procent hvert år, og det skal ske med investeringer i kategoriudvikling og -innovation og nye produktionsteknologier, oplyser selskabet.
“Arla vil samtidig investere i “end-to-end" løsninger for at opnå effektivisering og forbedre produktiviteten gennem yderligere automatiseringer, digitale værktøjer og opkvalificering af medarbejdere,” skriver Arla i sin nye strategi.
Markant større it-afdeling
Computerworld talte tidligere på årets med Arlas CIO Torben Fabrin. Han fortalte blandt andet, at Arla har arbejdet på at fordoble it-afdelingen i mejerikoncernen.
"Vi har været vant til ved vores normale detailforretning, at vores kørende sælgere kan komme ud til butikkerne og se, om vores produkter er der, med de rigtige priser og så videre. Når vi ser en stigende interesse fra forbrugerne til at handle online, stiller det selvfølgelig nogle nye krav til, hvordan vi smart kan analysere den digitale varehylde," forklarede Torben Fabrin dengang om den øgede digitalisering i Arla.