Det skal snart være slut med at være anonym, når man registrerer en hjemmeside, hvis det står til et lovforslag fra EU
Det fremgår af et lovforslag fra den europæiske kommission, hvor der stiles efter at få indført flere krav til, hvordan domæne-udbydere indhenter oplysninger om deres kunder.
Reglerne foreskriver i dag, at udbydere skal registrere oplysninger om kunders navn, adresse, e-mail og telefonnummer – dog uden nogen krav om verificering af oplysningerne, skrive netmediet Bleeping Computer.
Domæne-oplysninger om hjemmesiders registrering er frit tilgængelige igennem databasen ’Whois’.
Øget registreringsansvar
Med forslaget vil kommissionen gøre det i større grad til ’Top Level Domain’- udbydernes (TLD) opgave at sikre korrekte oplysninger om hjemmesiders registreringsforhold.
”For at sikre at der oprettes og kan indhentes komplette oplysninger om web-domæners registreringsinfo, skal TLD- og andre domæne-registreringsudbydere sikre deres registreringsdata. De skal sikre at indhentede oplysninger er korrekte ved både tekniske og organisatorisk greb, såsom ved at udarbejde en bekræftelsesproces for ansøgere,” lyder det i lovforslaget.
Bag forslaget er internet-organisationen og NGO’en ICANN, som igennem en større kontrol over hjemmesiders registreringer vil anonyme domæner til livs.
De anonyme forhold bag hjemmesider er ofte anvendt til lyssky aktiviteter på internettet såsom distribution af malware, brud på ophavsretten og andre ulovligheder.
Trussel mod ytringsfriheden
Ved at forhindre anonymitet på internettet frygter parlamentariker og internetaktivist Patrick Beyer fra Piratpartiet, at det vil udgøre en fare for udsatte grupper på internettet.
”Dette lovforslag udsætter hjemmeside-ejere for fare, for det er kun anonymitet, der effektivt kan beskytte dem fra data-tyveri og –tab samt chikane, identitetstyveri, doxxing og dødstrusler. Retten til at være anonym på internettet er særlig vigtig for udsatte grupper som kvinder, børn, og ofre for stalking og forfølgelse,” skriver han på sin hjemmeside.
Han forudser, at den manglende anonymitet online vil lægge bånd på whistleblowers, anonyme kilder til pressen samt politiske aktivister og andre grupper.
Ifølge netaktivisten ville gruppen bag sider som Wikileaks øjeblikkeligt være blevet sagsøgt i USA, hvis der var krav om registrering.