Mange taler om fremtidens arbejdsliv har en mening om det. Specielt efter pandemiens nedlukning er der blevet åbnet en ladeport til nye idéer om, hvordan vi kan indrette os.
For udfordringer er der nok af. Præstationspres, krav om selvrealisering og robusthed står som almindelige vilkår i nutidens arbejdsliv. Men skal vi bare finde os i det?
Det mener museet Kunsten i Aalborg ikke, og derfor har de stablet udstillingen Work it Out på benene.
Det er den fysisk største særudstilling nogensinde og har allerede vundet Bikuben Fondens udstillingspris for at tematisere et højaktuelt emne, der samtidigt nytænker kunstens og kunstmuseets rolle i forhold til samfundet.
Udstillingen indtager både museet, byens rum og udvalgte arbejdspladser. Der er desuden workshops for virksomheder og studerende, og en såkaldt en visionsgruppe, der blandt andre består af professor i psykologi Svend Brinkmann, antropolog Dennis Nørmark og den danske kunstner Jeppe Hein.
På selve udstillingen er blandt andet den danske kunstner Mille Kalsmoses nye installation Collective Cloud. Det er en totalinstallation, hvor man bliver inviteret til at interagere med værket. Man bliver samtidig afkrævet svar på, hvordan man eksisterer i både den fysiske og den digitale sfære, og ens svar bliver gemt som en del af værket.
Den kontroversielle kunstner Jens Haaning er der også. Det skulle have været med to værker, der bag glas havde pengesedler svarende til hhv. en dansk og en østrigsk årsløn. Sammenlagt ca. en halv million kroner. Men sådan kom det ikke til at gå.
Jens Haaning har nemlig taget pengene og hævder nu, at dét er kunstværket og skal opfattes som en kritik af de dårlige arbejdsvilkår for kunstnere.
Museet er af en lidt anden mening, og sagen udvikler sig givetvis frem imod udstillingens afslutning 16. januar 2022.
Læs mere om udstillingen og kunstnerne her
Sted: Kunsten Museum of Modern Art Aalborg, Kong Christians Allé 50, 9000 Aalborg
Tid: 24. september 2021 til 16. jan 2022
Åbningstider: Mandag: lukket, tirsdag: kl. 10-17, onsdag: kl. 10-21, torsdag-søndag: kl. 10-17
Pris: Voksne: 120 kr. Børn op til 18 år: Gratis