Godmorgen fra Computerworld. Her kommer overblikket over it-nyhederne tirsdag morgen.
Fibia og Energi Fyn åbner for Nuuday-produkter
Mere end 600.000 kunder på Fibia og Energi Fyns fibernet får nu mulighed for at købe internet og tv-løsninger hos YouSee, Hiper og TDC Erhverv.
Det er resultatet af en ny aftal, som i første omgang betyder, at internet fra Hiper bliver tilgængelig, mens YouSee og TDC Erhverv følger trop inden for det næste halve år, skriver Nuuday i en meddelelse til Computerworld.
Aftale betyder blandt også, at en række kunder, der i dag har bredbånd via
telefonstikket og derfor begrænsninger på hastigheden, får muligheden for at skifte
til en fiberforbindelse, hvor de kan få op til 1.000 Mbit.
Cyberlandsholdet drager afsted til EM
Det danske cyberlandshold drager i dag afsted til Prag, hvor de skal kæmpe om en dansk sejr ved EM i cybersikkerhed, ECSC2021.
Ved den årlige konkurrence i cybersikkerhed er det en række europæiske hold bestående af 10 unge mellem 15 og 25 år, der dyster i forskellige it-sikkerhedsdiscipliner.
Inden afrejsen mødtes de 10 unge og deres landstræner, Jens Myrup Pedersen, der er professor ved Aalborg Universitet, mandag med forsvarsminister Trine Bramsen (S), der ønskede dem held og lykke.
"Det er disse unge talenter, som i fremtiden skal hjælpe med at beskytte Danmark på den digitale slagmark," lød det senere fra Forsvarsministeriets Twitter-konto.
Microsoft afholder første DM i Power BI
Og vi bliver i mesterskabs-genren, for i dag, tirsdag 28. september, afholder Microsoft for første gange danmarksmesterskabet i Power BI.
Programmet bliver skudt i gang kl. 14, og her vil tre finalehold dyste om trofæet.
Finalisterne skal til arrangementet præsenterer deres løsninger for et dommerpanel og det hele vil blive live-transmitteret via Microsoft Teams.
"Vi inviterer dig til at deltage i finalen som tilskuer for at se vores datahelte arbejde med deres fantasi, færdigheder og Power BI-dygtighed. De kæmpede hårdt, og der er tre hold tilbage i konkurrencen. Hvem løfter pokalen? Find ud af det i finalen," skriver Microsoft i indbydelsen til arrangementet.
Hvis du vil se med, kan du tilmelde dig til her.
Ny kampagne skal hjælpe danskerne med gode passwords
Selvom kodeord er et helt centralt digitalt forsvarsværk, bruger rigtig mange stadig svage kodeord, genbruger eller deler kodeord med andre.
Det skal en ny kampagne fra Digitaliseringsstyrelsen rykke ved.
Kampagnen sætter fokus på sårbarhederne ved dårlig kodeordsadfærd og hjælper danskerne til bedre kodeordsvaner.
Kampagnen skydes i luften med en film om "Familien Kodestærk".
"Ligesom mange andre føler familiemedlemmerne sig her ikke udsatte og mener, at de har styr på deres brug af kodeord. I forskellige situationer ser vi dog, hvordan deres adfærd er risikofyldt," lyder det fra Digitaliseringsstyrelsen.
I rapporten, Danskernes Informationssikkerhed 2020, fremgår det ifølge Digitaliseringsstyrelsen, at kun 16 procent i høj eller meget høj grad efterlever anbefalingen om, at kodeord er mindst 12 tegn og ikke genbruges.
Du kan se kampagnen her.