Britiske Clive Sinclair, der var opfinder af computeren ZX Spectrum, er død i en alder af 81 år.
ZX Spectrum var en af verdens første computere, som også almindelige mennesker havde råd til.
I 80’erne kæmpede den blandt andet med virksomheder som Apple, Commodore og Armstrad om det spritnye marked for personlige computere – eller hjemmecomputere, som man også kaldte det dengang.
Clive Sinclair udviklede i første omgang en regnemaskine, der hed Sinclair Executive, som var en af verdens første rigtige lommeregnere og en tidlig forløber for hans computere.
Senere lancerede han computeren ZX80, der kom på markedet i 1980 og som på det tidspunkt kostede i omegnen af blot 100 britiske pund, og allerede året efter kom efterfølgende ZX81.
Det store gennembrud
Det helt store gennembrud kom dog med ZX Spectrum, som var en 8-bit personlig computer, og den blev lanceret 23. april 1982.
Udover at være relativ billig udmærkede den sig også ved at være let at tilpasse til folks individuelle behov, og der kunne blandt andet tilkøbes ramudvidelser printere og floppy-diskdrev.
Computeren blev solgt i fem millioner enheder, men efterfølgeren Sinclair QL, der blev lanceret i 1984 fik dog ikke samme succes og allerede i 1985 blev produktionen af computeren indstillet.
Det førte blandt andet til finansielle problemer for Clive Sinclairs selskab, Sinclair Research, og i 1986 solgte selskabet rettigheden til alle sine computere til konkurrenten Amstrad.
Læs også: Galleri: Her er de sande computer-helte
Den føste computer for mange
For mange mennesker rundt omkring på kloden blev Sinclairs computere deres første møde med en ny verden af bits og bytes.
Herhjemme har Netcompany-stifteren André Rogacweski tidligere fortalt, at han i starten af 80’erne fik smag på at prorgrammere på en Sinclair ZX81.
Den brugte han blandt andet til at udvikle sit første computerspil, og i et interview med Euroman har han fortalt, at han også brugte den til at udvikle et it-program til Sparekassen Nordjylland.
Microsofts topchef Satya Nadellas første computer var også en Sinclair, skriver han på Twitter:
”Hvil i fred Clive Sincair. Dine innovationer demokratiserede computerne og inspirerede mange, inklusiv mig selv. Jeg husker levende min første computer, en ZX80, og den følelse af forundring og magt, som den fik mig til at føle. Det var din enhed, der skabte min interesse for ingeniørfaget,” skriver Microsoft-chefen.
Clive Sinclair var en opfinder af natur, og han var ofte forud for sin tid.
Udover computere har han også udviklet det Ellert-lignende elektriske køretøj Sinclair C5, der dog blev et flop da den blev lanceret i 1985.
Derudover udviklede han allerede i 1992 en elektrisk cykel med navnet Zike. I 2006 udviklede han også en foldbar cykel med navnet A-Bike.