Godmorgen kære læser.
Velkommen tilbage bag rattet på den nyhedsracer, som vi her på Computerworld kalder for morgen-briefingen.
Denne morgen er det Jacob Wittorff, der er din co-driver og sidder klar til at hjælpe dig med at finde ideallinjen gennem morgenens nyhedsmæssige hårnålesving.
Vi lægger ud med historien om coronapandemien, der fortsat skaber problemer for chipproduktionen og de globale forsyningskæder.
Chip-fabrik lukker efter tre coronadødsfald
I Malaysia må chip-producenten Unisem Bhd lukke produktionen ned i en uge efter at tre af selskabets ansatte er døde af covid-19. Det skriver Bloomberg.
”Vores kunder skriger, fordi vi er en vital del af forsyningskæderne,” oplyser selskabets topchef John Chia til Bloomberg.
Efter udbruddet på fabrikken har selskabet nu iværksat sit eget vaccinationsprogram, der skal beskytte de ansatte mod yderligere smittespredning og sygdom.
Hollywood-firma køber selskab bag legendarisk dansk computerspil
Underholdningsselskabet Skybound Entertainment har købt 58,8 procent af aktierne i den danske spilvirksomhed 5th Planet Games. Det skriver Børsen.
Den danske spilvirksomhed, der er noteret på børsen i Oslo, hed tidligere Hugo Games og var kendt for spillene om den legendariske danske skærmtrold, som hver fredag slog sine folder på TV2.
Computerworld beskrev for nylig historien om udviklingen af Hugo-spillet, og den kan du læse her.
Datatilsynet anmelder region til politiet: Risikerer bøde på 400.000 kroner
Det er ikke alene cybersikkerheden, der skal være på plads, når persondata skal beskyttes.
Det viser en sag fra det midtjyske, hvor Datatilsynet har politianmeldt Region Midtjylland for ikke at have tilstrækkelig høj sikkerhed om et arkiv med patientjournaler på Livsstilscenter Brædstrup.
Datatilsynet oplyser på sin hjemmeside, at det har indstillet regionen til en bøde på 400.000 kroner.
Det sker efter, at tilsynet i juni modtog en anmeldelse, hvor af det fremgik af 100.000 fysiske patientjournaler med sundhedsdata blev opbevaret i en bygning, hvor både personale og beboere havde fri adgang.
Panasonic klar med ny Toughbook
Leder du efter bærbar, der både kan overleve på byggepladser og i krigszoner. Så kan Panasonics Toughbook være svaret.
Den japanske elektronikproducent har netop offentliggjort den seneste udgave af sit hårdføre bæst, Toughbook 55.
Panasonic oplyser i en pressemeddelelse, at den beskytter mod støv og vandstænk og kan klare fald fra op til til 91 cm, og samtidig skulle den være funktiondygtig ved temperaturer på ned til minus 29 grader og op til plus 60 grader.
Den har desuden en batteritid på op til 19 timer, og kan yderligere udvides til en levetid på 38 timer.
Om dagen i dag: For 76 år siden blev den første computer-bug fundet
Det var ikke en feature, men en regulær bug, der blev fundet den 9. september 1945.
Her fandt personalet, der betjente den amerikanske computer Harvard Mark II verdens første computer bug.
Bug betyder som bekendt insekt eller kryb på engelsk, og det var bogstaveligt talt en bug, der blev fundet i computeren. For det viste sig, at en fejl på computeren kunne spores tilbage en møl, der var fanget inde i computeren.
Det døde møl blev efterfølgende klistret ind i logbogen med tape, og du kan se et billede af den pågældende side i logbogen her.