Lang tid inden nogen havde nævnt ordene grafikkort eller SSD, og snakken i stedet gik på hvilket joystick kunne holdes til flest tæv når pixelerede fjender skulle skydes til støv på Amigaen, var det for undertegnede ganske utænkeligt at bruge tid på en strategi-titel.
Disketterne var i stedet fyldt med halv-lunkne arkadekonverteringer og nedslidte klassikere fra Bitmap Brothers. Bullfrog havde ellers introduceret strategispil for masserne med Populous, og andetsteds havde Sid Meier også sendt det første kapitel af Civilization-serien på markedet. Men intet af det fangede mig.
Det ændrede sig dog alt sammen brat da britiske Sensible Software, inden de havde fundet stor succes med Sensible Soccer, sendte det vidunderligt originale Mega Lo Mania på markedet, der kort og godt var en slags kondenseret strategi-oplevelse, hvor kun det vigtigste var tilbage. Foruden det skarpe gameplay havde Mega Lo Mania dog også en genial ide at støtte sig op af. Den stamme man tog kontrollen over avancerede nemlig langsomt op gennem tiden, og var man særlig god kunne man til sidst stå med en hær af fremtidssoldater med laserpistoler, mens fjenden endnu kastede med sten og mudder.
Originalitet og personlighed
Humankind gør brug af den samme grundidé og trods at udvikleren her har balanceret det hele for at holde oplevelsen (og balancen) mindre vanvittig, er charmen stadig den samme. Hvad der meget let kunne have endt med at være en velsmurt klon af Civilization, viser derfor en smule mere originalitet og personlighed end hvad vi normalt har set fra titler af denne genre.
Fra start virker det hele enormt velkendt hvis man tidligere har ladet sig charmere af Sid Meiers kendte serie. I den sene stenalder tager man kontrollen over en lille stamme af stenalderfolk, der glædeligt parerer ordrer og som man inden længe begynder at kunne præge via de opdagelser man gør rundt omkring på det store verdenskort. Inden længe etablerer man sin første by, og gradvist begynder man at forme sit folkefærd gennem de valg man løbende tager.
Valgene og konsekvenserne heraf, har i lang tid været hvad der har gjort Civilization-serien så populær, og det er måske også derfor at det her man finder en af Humankinds største innovationer.
Nu kultur i hver æra
For hver ny æra man træder ind i får man således muligheden for at vælge en ny kultur, og da hver kultur indeholder sine egne individuelle muligheder, gives man altså hver gang muligheden for radikalt at omlægge ens spillestil. Det betyder at man sjældent føler sig lige så fanget af sine valg i Humankind, og samtidigt bliver det også opfordret at man eksperimenterer langt mere for at få den bedste oplevelse ud af det hele.
Samtidigt har udvikleren også taget sig tiden til at introducere et par ressource-systemer, som opfordrer til mere diversificeret strategi, frem for blot at rykke ind med alle sine styrker hver gang man støder på en grænse man ikke bryder sig om.
”Stability” er en ressource der bestemmer hvor meget man er i stand til internt at udvide sit samfund, og sørges der ikke for at der eksempelvis er mad nok til alle ens indbyggere, vil uroen hurtigt brede sig så meget at der ikke vil være nogen støtte til at udvide med nye bygninger eller lignende.
”Influence” dikterer omvendt hvor meget ens samfund vil kunne sprede sig eksternt på flere forskellige måder. En spiller med styr på sin ”Influence” vil eksempelvis opleve hvordan historierne om det velfungerende samfund begynder at sprede sig til andre samfund, der efterfølgende kan vælge at begå oprør mod deres ledere, fordi de hellere vil høre under en andet styre.
Andetsteds påvirker ”Influence” også spillets diplomatiske systemer, og kan man eksempelvis først charmere et folkefærd med løfter og guld og grønne skove, vil de heller ikke længere forsvare deres tidligere ledere på samme måde som hvis man havde startet med et frontalangreb på deres grænser. Det er et snedigt system, der hjælper med at balance det hele og sørger for at strategien forbliver det bærende element.
En overraskende simpel løsning der dog virker fint
Den vigtigste valuta af dem alle er dog ”Fame”, som er en ressource der gives for at opnå mål og delmål, og samtidigt på simpel vis gør at der ikke opstår balance-problemer når man pludseligt skifter kultur. For et spil med så komplekse strategiske muligheder er ”Fame” en overraskende simpel løsning der dog virker fint.
Desværre er Humankind ikke helt unde problemer. Mest rammende er lige nu at konsekvenserne for dårlige valg som forurening eller krig frem for forhandlinger, er implementeret i spillet men simpelthen ikke rigtig bliver udløst. Den slags burde nemt kunne fikses med et par opdateringer, og det bør det for uden er der simpelthen ikke nogen grund til ikke at spille som en diktatorisk skiderik der altid tager den nemme valg.
Har man allerede kørt hele Civilization-serien igennem vil det nok være begrænset hvad Humankind har at byde på, men for alle de der enten har givet førnævnte serie en pause, eller måske endnu ikke har givet sig i kast med et komplekst strategi-spil, er Humankind mere end et forsøg værd - også selvom det ikke er muligt at bekæmpe stenkastende neandertalere med laserpistoler.