TDC Group er blevet bedre til at tjene penge, og det er på trods af en tilbagegang på kundefronten.
Det viser telekoncernens regnskab for årets andet kvartal.
Driftsresultatet stiger med 0,8 procent sammenlignet med samme kvartal i fjor og ender på 1,6 milliarder kroner
Samtidig hæver TDC Group omsætningen med 1,3 procent, der nærmer sig fire milliarder kroner.
Helt præcist løb der 3,965 milliarder kroner gennem kassen i årets andet kvartal.
Stigningen er drevet af mobiltelefoni samt salg af mobiltelefoner, der dog kun har en begrænset effekt på bundlinjen, oplyser TDC.
"Vi fortsatte den stabile udvikling fra de foregående kvartaler med en forbedring af forretningen både kommercielt og finansielt og med en mindre stigning i både omsætning og indtjening. Samtidig fastholdt vi vores markedsledende positioner på tværs af alle kerneprodukter, " skriver Henrik Clausen, koncernchef i TDC Group, i forbindelse med regnskabet.
Bruttoresultatet tager dog et dyk på 1,6 procent i forhold til samme kvartal sidste år. Her ender tallet på 2,8 milliarder kroner.
TDC noterer dog, at det er en forbedring i forhold til første kvartal af 2021, hvor bruttoresultatet gik tilbage med 6,1 procent. At resultatet nu forbedrer sig, skyldes en stabilisering på kundefronten indenfor mobil og tv, lyder det.
TDC-koncernen er i gang med en stor opsplitningsmanøvre, hvor TDC Group vil ophøre ved årsskiftet. Tilbage står TDC Net og Nuuday som selvstændige selskaber.
"Vi står alt i alt fortsat på et stærkt fundament i forhold til den sidste fase af separationsprocessen, der vil være afsluttet 31. december 2021, og som endegyldigt etablerer TDC NET og Nuuday som operationelt selvstændige selskaber,” siger Henrik Clausen.
Opsplitningen af TDC har været undervejs siden 2018 og derfor har der også været en gradvis nedskalering af TDC Group-funktionen i takt med at mere beslutningskraft er blevet lagt ud til de to selskaber.
Nuudays indtjening går tilbage
Driftsresultatet i TDC's forbrugerrettede forretning, Nuuday, kunne ikke følge med i samme tempo som resten af koncernen.
Her gik driftsresultatet tilbage med 3,4 procent sammenlignet med samme kvartal sidste år.
Resultatet af den primære drift ender på 469 milloner kroner, hvilket dog er 4,4 procent bedre end første kvartal i 2021, pointerer TDC.
Omsætningen i Nuuday steg en smule med 0,5 procent, hvilket er drevet af mobility services og terminalsalg. Toplinjen ender her på 3,6 milliarder kroner
"I Nuuday har vi formået at stabilisere udviklingen i driftsresultatet og ligger på niveau med de foregående kvartaler, primært drevet af vækst i vores nye produkter på mobil- og bredbåndssiden samt omkostningsbesparelser," lyder det fra Henrik Clausen.
Der er tilbagegang på kundefronten i TV-forretningen i andet kvartal. Antallet af TV-kunder falder med 7.000 på de tre måneder.
Hvis man sammenligner antallet af tv-kunder med samme kvartal sidste år, da er faldet på 63.000 færre kunder.
På mobilsiden falder privatkunderne med 8.000, men samtidig stiger antallet af erhvervskunder med 15.000.
For TDC's netværksselskab, TDC Net, går driftsresultatet frem med 2,5 procent og ender på 1,1 milliarder kroner.